Skattejagt giver resultaterSkatteministeriet

Skattejagt giver resultater

Skattestyrelsens indsats over for enkeltmandsvirksomheder og selskaber, der har angivet, at de skal indbetale moms, har de seneste tre år resulteret i ekstra opkrævninger på godt 285 millioner kroner

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Siden 2020 har Skattestyrelsen haft et særligt kontrolprojekt med fokus på kontrol af positive momsangivelser. Kontrollerne følger i direkte forlængelse af angivelsestidspunktet og vedrører alene enkeltmandsvirksomheder og selskaber, der har angivet, at de skal betale moms.

Den styrkede kontrol sker i forlængelse af den politiske aftale om at reformere skattekontrollen i Danmark, og på baggrund af kontrollerne er der efterfølgende sendt opkrævninger til de kontrollerede virksomheder på samlet godt 285 millioner kroner.

Det betyder, at enkeltmandsvirksomhederne og selskaberne har manglet at angive moms for henholdsvis 165 millioner kroner og 120 millioner kroner i perioden 2. halvår 2020 til og med 2022.

Intelligent søgning
Skattestyrelsen har i perioden fra 2020 til 2022 gennemført knap 2.800 kontroller på området, heraf er flest kontroller gennemført af enkeltmandsvirksomheder.

Emnerne, der udtages til kontrol, findes gennem løbende udvikling af ’intelligente udsøgninger’, hvor risiko og væsentlighed kombineres med indsigter i enkeltmandsvirksomhedernes og selskabernes evne og vilje til at angive og betale korrekt moms og skat.

Bøder eller fængselsstraf
Det betød, at Skattestyrelsen i 2022 ramte plet i hele 85 procent af kontrollerne, og for syv af enkeltmandsvirksomhederne har fejlene været så omfattende, at de udover en ekstra opkrævning har fået bøder på mellem 10.000 kroner og 250.000 kroner.

Yderligere 200 enkeltmandsvirksomheder kan forvente bøder af samme størrelse. Ligeledes er 124 selskaber sendt til ansvarsvurdering, hvoraf 35 selskaber har unddraget beløb på over 500.000 kroner.

Hvis en virksomhed sendes til ansvarsvurdering, skal Skattestyrelsens strafenhed vurdere, om virksomheden eller dets ejer har handlet ansvarspådragende. Det kan i sidste ende føre til enten bøder eller fængselsstraf.

15/5 2023