Skolereform giver lydproblemerIntime hyggekroge, farver og ’kuglepenne-sikret’ lyddæmpning med små huller nederst og store for oven var nogle af de løsninger, der gjorde Dyvekeskolen til "Årets skolebyggeri 2014".

Skolereform giver lydproblemer

Der har længe været akustiske udfordringer på skolerne, men med skolereformens lange skoledage giver det ekstra problemer, så nu oplever Grontmij Acoustica kraftig stigning akustiske eftersyn.

Den nye skolereform stiller nye krav til skolernes fysiske rammer. Der har længe været akustiske udfordringer på de danske skoler, men efter skolereformen kan det nemt udvikle sig til alvorlige arbejdsmiljøproblemer, når elever og lærere skal opholde sig en fuld arbejdsdag i skolens lokaler. Grontmij Acoustica har oplevet en kraftig stigning i antallet af skoler, der ønsker et akustisk eftersyn.

Små tiltag med stor effekt
En af de skoler, som Grontmij Acoustica har designet akustikske løsninger til, er Dyvekeskolen i København. Og netop akustikken i skolen, var én af begrundelserne for, at prisen ’Årets skolebyggeri 2014’ gik til denne skole. Prisen blev uddelt i oktober på konferencen Byggeri af fremtidens skole, der i år havde særlig fokus på skolereformen og de nye krav til læringsrum og længere tids ophold på skolen, som reformen medfører.
- Det er et eksempel på, at man med små tiltag kan opnå stor virkning. Renoveringen viser, hvor vigtigt det er for en skole, at akustikken er i orden, hed det blandt andet i juryens begrundelse for at give prisen til netop Dyvekeskolen.

Gruppearbejde forøger støj
Dyvekeskolen er bygget i 1970’erne, hvor envejskommunikation stadig var den fremherskende undervisningsform. Siden blev gruppearbejde det bærende, og nu er skolereformen kommet med krav om spændende, inkluderende og mere varieret undervisning samt længere arbejdsdage på skolen for både lærere og elever.

- Da gruppearbejdet blev mere dominerende, fandt man ret hurtigt ud af, at skolerne slet ikke var bygget til den type undervisning. Lyden rungede frem og tilbage i klasselokalet, og støjen fra de andre grupper gik ud over koncentrationen, siger akustisk fagchef Claus Møller Petersen, Grontmij Acoustica, der var akustik-konsulent på renoveringsprojektet.

Gruppearbejde og andre nye arbejdsformer skabte et krav om støjdæmpning i klasselokalerne.

- Støj kan blandt andet måles på efterklangen. Jo længere efterklangstid, jo mindre dæmpes støjen. Grænseværdien var efter de gamle bygningsreglementer 0,9 sekunder. Den blev senere sat ned til 0,6 sekunder. Men så ville nogle kommuner forsøge at gøre det endnu bedre, og de bestemte, at efterklangstiden skulle nedsættes til 0,4 sekunder,” fortæller Claus Møller Petersen.

Huller tiltrækker kuglepenne
På Dyvekeskolen er der i vidt omfang er anvendt lydabsorberende vægbeklædninger med huller. Selv om det måske ikke egentlig hærværk, men mere tankeløshed, når en elev borer en kuglepen ind i et hul i en væg, så ser det ikke kønt ud bagefter – og det kan være starten på et mere omfattende hærværk. Derfor er hullerne forneden små, mens de store huller, som kan opsuge meget lyd, placeres uden for elevernes rækkevidde.

- Udseendet er afgørende for lysten til at udøve hærværk. Derfor har arkitektfirmaet bag Dyvekeskolens ombygning, KANT arkitekter, fundet nogle flotte farver, som ikke indbyder til hærværk. Støjdæmpning kan også med fordel udføres med billeder, gardiner og det inventar, der er i lokalerne. Små, støjdæmpede nicher, hvor resten af skolens elever ikke kan følge med i en samtale, er også vigtige. Længere skoledage kræver lokaler til forskellige aktiviteter. Der er brug for både fysisk udfoldelse og intim hygge, hvis ikke den lange dag skal føles alt for lang, og hvert rum skal lyddesignes til de aktiviteter, det er beregnet til, påpeger akustikeren fra Grontmij Acoustica.

-jhn

22/10 2014