Skou Gruppen etablerer nyt selskab - Jeg glæder mig rigtig meget til at være med til at bygge SG Totalentreprise op og konsolidere selskabet på markedet, siger den nye direktør Robert Mayer.

Skou Gruppen etablerer nyt selskab

Det nyetablerede selskab, SG Totalentreprise A/S, skal varetage totalentrepriser på bar mark for private investorer og offentlige udbydere

Entreprenørvirksomheden Skou Gruppen A/S har gennem de 17 år, virksomheden har eksisteret, udviklet sig til at være en virksomhed, hvis rødder er forankret i gamle håndværkstraditioner og kvalitetsbyggeri. Gennem årene har Skou Gruppen udført komplicerede renoveringer med respekt for bygningernes kulturarv, ombygninger og nybyggeri.

Det har givet virksomheden blod på tanden til at tage næste skridt i udviklingen af Skou Gruppen ved at etablere sig på markedet for totalentrepriser, hvor byggeriet etableres på bar mark for private investorer og offentlige udbydere. Barmarkeds-projekterne skal løftes i SG Totalentreprise, et nyt selskab hvor Skou Gruppen er hovedejer.

- De mange kompetencer og Skou Gruppens stærke kultur udgør i dag fundamentet i Skou Gruppe. Det er vigtigt for os at beskytte det fundament, og derfor har vi besluttet at opbygge vores nye totalentreprisetiltag i et selvstændigt selskab, som løfter de opgaver og de kundegrupper, der udbyder relativt store opgaver som totalentrepriser på bar mark er, siger partner og bestyrelsesformand i Skou Gruppen, Jesper Rasmussen.

Ejerkredsen
Jesper Rasmussen er også bestyrelsesformand i SG Totalentreprise. I SG Totalentreprises ejerkreds er foruden Skou Gruppen også Skou Gruppens adm. direktør, Martin Skou Heidemann, Skou Gruppens tekniske direktør, Jesper Egund og Robert Mayer. Sidstnævnte er tidligere adm. direktør i Jönsson A/S.

Erfarne kræfter i direktionen
SG Totalentreprises direktion, som varetager den daglige drift og opbygningen af selskabet, består af Jesper Egund og Robert Mayer, som i partnerskab skal være direktører for selskabet. SG Totalentreprises øvrige ejer, Martin Skou Heidemann, får plads i bestyrelsen.

- I SG Totalentreprise udnytter vi erfaringerne fra Skou Gruppen og arbejder ud fra princippet rettidig omhu. Vi starter i det små og er bevidste om, at vi skal igennem en læreproces. Robert Mayers erfaring med barmarks-projekter og totalentrepriser bliver en styrke i den proces. I Roberts partnerskab med Jesper Egund får SG Totalentreprise en stærk direktion, siger Jesper Rasmussen.

Trækker på erfaringer og netværk
Efter årene som adm. direktør i Jönsson har Robert Mayer de seneste to år arbejdet som konsulent for forskellige virksomheder inden for byggeriet samtidig med, at han har afsluttet en toårig MBA/MMT sommeren 2016. Nu ser han frem til at indtage direktørstolen igen:

- Jeg har selvfølgelig tænkt meget over min fremtid de seneste år. Jeg glæder mig rigtig meget til at være med til at bygge SG Totalentreprise op og konsolidere selskabet på markedet. Det er rigtigt for mig, og jeg skal gøre det sammen med dygtige folk. Samtidig kan jeg sætte mine egne erfaringer og mit netværk i spil, så vi kan få fodfæste på markedet for barmarks-projekter, siger Robert Mayer.

Allerede nu er SG Totalentreprise så småt i gang med de første tre totalentrepriser på bar mark.

Starter stille men sigter skarpt
I den første tid kommer SG Totalentreprise desuden til at aflaste Skou Gruppen, indtil selskabets egen ordrebog er fuld. Men SG Totalentreprises ejere understreger, at det er et selvstændigt selskab, der er rettet mod et andet markedssegment end Skou Gruppens aktiviteter.

- Der bygges meget i København, hvor private investorer står bag. Det er disse opgaver, vi gerne vil udføre. Desuden udlægger mange kommuner arealer til nybyggeri. Vi ser derfor et marked, der vil fortsætte, forklarer Martin Skou Heidemann og fortsætter:

- Vi sigter efter en stille og rolig start, hvor vi vækster i et fornuftigt tempo. Vi ved, at det er et marked, hvor man skal holde et stramt fokus på byggeriet og vide, hvad man laver. Det er ofte risikobetonede opgaver med en lille økonomisk margen. Derfor handler vi ikke overilet. En stor omsætning er i sig selv ikke et mål, men snarere at få etableret sig på markedet.

Ambitionen er også, at SG Totalentreprise på længere sigt skal have kapital og referencer til at kunne blive prækvalificeret, når offentlige barmarks-projekter kommer i udbud.

- Jhn

26/1 2017