Skou Gruppen: Frederiksberg Kommunes skyld, at renovering af svømmehal blev så dyr
En voldgiftsret skal afgøre, om Frederiksberg Kommune i 2022 havde ret til at opsige aftalen med Skou Gruppen om renoveringen af Frederiksberg Svømmehal. Skou Gruppen er langt fra tilfreds med kommunens håndtering af sagen
- Det er beklageligt for borgerne på Frederiksberg, at de har måttet vente yderligere et par år og står overfor at skulle betale et trecifret millionbeløb mere, end hvad renoveringen af svømmehallen ellers kunne have været gennemført for, siger Martin Skou Heidemann, direktør for Skou Gruppen.
Han er ikke tilfreds med Frederiksberg kommune, der i januar 2022 opsagde renoveringsaftalen med Skou Gruppen. En voldgift skal nu afgøre, om opsigelsen var berettiget.
- De beslutninger, som borgmesteren og kommunalpolitikerne har truffet, har medført en fordyrelse og forsinkelse af projektet. Og regningen er endnu ikke gjort op, siger han og tilføjer:
- Ud over de ekstra omkostninger, som skiftet af entreprenør og det nødvendige ekstraarbejde har medført, har Skou Gruppen fremsat et større millionkrav mod kommunen.
- Vi forventer at få medhold i vores syn på sagen, som kort sagt er, at projekteringen og rådgivningen til kommunen var mangelfuld, fejlbehæftet og i strid med god byggeskik og gældende regler.
- Havde kommunen valgt at følge vores anbefalinger vedrørende ændringer i projektet primært angående beton- og vvs-arbejdet, så ville svømmehallen have været åbnet for længst. Og kommunen ville ikke have stået tilbage med en nær så stor ekstraregning.
-dc