Skurvogn blev smurt ind i hundelort: ’Folk finder sig i mindre’
Det er op til bygherrerne at holde en dialog med lokalbefolkningen på byggepladserne, så man forhindrer alt for stor utilfredshed undervejs, mener Bygherreforeningen. - Folk skal kunne se værdien, ellers gider de det ikke, lyder det
Af Daniel Christensen
Det er blevet lettere at klage sin nød, hvis man er utilfreds. Og i modsætning til for 20-30 år siden vælger folk oftere at benytte sig af muligheden for at lade deres utilfredshed blive hørt. Både på sociale medier og i virkeligheden.
Det er ifølge Bygherreforeningen en af årsagerne til, at der kan opstå scener på danske byggepladser, som da en skurvogn på Abel Cathrines Gade på Vesterbro i starten af august fik smurt hundelort på sit dørhåndtag. Angiveligt var en beboer utilfreds med et uidentificeret afløb, og lod sin vrede gå ud over malerfirmaet Hoverbys skurvogn, selvom der ikke var noget, der sev ud af vognen, og malerne helt åbenlyst ikke havde noget med det lokale afløb at gøre.
Og selvom fækalieindsmurte skurvogne trods alt hører til sjældenhederne, opfordrer Bygherreforeningen sine medlemmer og folk, der har sin daglige gang på byggepladser, til at gå i dialog med nærmiljøet tidligt i processen for at fange eventuelle utilfredsheder i opløbet.
- Vi skal måske som bygherrer og håndværkere til at gøre en større indsats for at skabe forståelse og dialog med de lokale. Tale med dem om, hvorfor vi er der, hvad vi skaber, og hvad vi bidrager med. Hvis almindelige borgere ikke forstår, hvorfor en skurvogn er der, og hvornår der kommer varmt vand i hanerne igen, og hvis de ikke kender og forstår processen, så bliver de utilfredse. Især hvis der er forsinkelser, eller arbejdet opleves som en forstyrrelse eller en barriere for, at de kan leve deres liv. Og så protesterer de, siger Jesper Malm, der er områdechef for kommunikation og udvikling i Bygherreforeningen.
Kom borgerne i møde
Lynetteholmen er et fint eksempel på den problemstilling, mener Jesper Malm.
- Folk er utilfredse med, at der er lastbiler, der kører frem og tilbage på deres vej. De er - helt legitimt - bekymrede for, at det bliver farligt for deres børn at gå til og fra skole. Og der skal man forsøge at finde løsninger, hvor alle kan være der. Man kan ikke længere bare bygge, uden at folk har en forståelse for, hvad det skal blive til, og hvad de får ud af det i sidste ende. Det er en kontrakt, som man skal forhandle hele tiden. Folk skal kunne se værdien af det, ellers gider de det ikke. Og det bliver selvfølgelig ikke nemmere i byerne, hvor der bliver flere og flere indbyggere, så det forstyrrer mere og mere, når der bygges, siger han.
Bygherreforeningen ligger ikke inde med opgørelse over, hvor udbredt det er, at borgere viser deres utilfredshed over et byggeri enten fysisk eller digitalt. Men Jesper Malm mener, at folk generelt finder sig i mindre i dag, end de måske gjorde tidligere. Og det må man acceptere i byggebranchen.
- Det er det her med at forstå, at folk har nogle holdninger til det, og så komme dem i møde og tale med dem. Det er afgørende for at kunne få lov til at bygge i fremtiden. Det er også noget, vi rådgiver vores medlemmer om. Vi taler rigtig meget om at have manøvrerum som bygherre. At man har mulighed for at kunne agere proaktivt i sit eget byggeprojekt. Det manøvrerum defineres også i samarbejde med omgivelserne. Selvfølgelig politikere, men også eventuelt utilfredse naboer, siger Jesper Malm.
Kunne muligvis have hjulpet på Amager Fælled
For at klæde sine medlemmer konkret og ordentligt på har Bygherreforeningen oprettet et netværk, der arbejder på at udbrede den forståelse. Foreningen har også udarbejdet guiden 'Bygherrens manøvrerum – håndbog til at skabe legitimitet og opbakning i byggeprojekter', der forklarer, hvad det er for et rum i offentligheden, man arbejder i.
- Det handler ikke bare om, at nu skal det her byggeri bare op at stå hurtigst muligt. Det handler om den samfundskontrakt, man laver med omgivelserne. Hvis man ikke gør det, kan man risikere at få påbud. Det sker, at folk i lokalområdet klager til lokale politikere, der ændrer i planloven og ændrer i den oprindelige aftale og tilladelse, der er blevet udstedt. Politikerne ser sig måske nødsaget til at handle på den folkelige utilfredshed, de oplever, siger Jesper Malm og peger på et kendt eksempel i København.
- Der var jo en gammel aftale om, hvor og hvordan der skulle bygges på Amager Fælled, men så ændrede Københavns Borgerrepræsentation forudsætningerne for, hvor der måtte bygges henne. Der blev reageret på den folkelige protest. Og det er ikke utænkeligt, at det kunne have været undgået, hvis man løbende havde genforhandlet den samfundskontrakt, der var med lokalbefolkningen, siger han.
Folk forstår det godt
Som udgangspunkt oplever Jesper Malm og Bygherreforeningen ikke, at folk er decideret utilfredse med, at der bygges rundt omkring i landet. Men der kan altså opstå problemer, hvis lokale ikke føler, at de bliver inddraget i processen.
- De skal mindes om, at vi ikke tager noget fra dem. I hvert fald ikke uden at give dem noget igen. Det kræver bare en dialog om, hvad man laver og skaber. Og så bliver det altså til en slags kontraktforhold. For bygherren er det nødt til at være en del af den fastlagte proces. Man skal lave et ordentlig udbud. Man skal finde nogle gode entreprenører. Og man skal have professionalismen, når man styrer et byggeri, så man tænker over at inddrage lokale beboere. Man skal ikke bare gøre minimum af, hvad der ligger indenfor regler og aftalerammer, men gøre sig mere umage, siger han og tilføjer:
- I de fleste tilfælde kan folk jo godt forstå det. At det er muligt, at de skal afgive et areal eller et grønt område, men til gengæld får de så en ny legeplads eller et udendørs træningscenter. Men man er nødt til at spørge dem. Man må tage dialogen. Det er jo stemninger og følelser for dem, der bor der. Så man må være tydelig i starten og så huske at kommunikere løbende, til byggeriet er færdigt. Så lokale beboere bliver mindet om, hvad de kan gå og glæde sig til.
