Slut med jysk køproblem
Regeringen lægger op til en udvidelse af motorvej E45 mellem Aarhus S og Skanderborg S, når regeringens finanslovsforslag præsenteres i næste uge. Det skal være slut med lange forsinkelser i myldretiden
Bilkøer og forsinkelser er hverdagskost for de mange pendlere mellem Aarhus og Skanderborg i myldretiden. Men det skal der laves om på. Derfor foreslår regeringen at udbygge motorvejsstrækningen mellem Aarhus S og Skanderborg S med et ekstra spor i hver retning.
- Trafikken på E45 er vokset eksplosivt i de seneste tyve år. Det skaber trængsel og giver store gener for borgerne og virksomhederne i området. Der spildes alt for meget tid på strækningen. Og det koster samfundet alt for mange penge, forklarer transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.
E45 udvides fra 4 til 6 spor mellem Aarhus S og Skanderborg S. Det sker ved at inddrage dele af midterrabatten, der i dag er 12 meter bred på hele strækningen. Projektet anslås at koste ca 0,5 mia.
- Vi har i regeringen haft en udvidelse af E45 som topprioritet hele tiden. Det var netop derfor, vi skrev det ind i regeringsgrundlaget. Derfor glæder det mig meget, at vi nu afsætter 500 millioner til en udvidelse af strækningen mellem Skanderborg S og Aarhus S.
- Det vil være til glæde for trafikanterne på strækningen. Og det vil være en rigtig god investering for hele samfundet, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.
-cmn