Smukke sving og blanke flader
Stien foran Novo Nordisk nye hovedsæde i Bagsværd, DSV’s nye hovedsæde i Hedehusene og Navitas i Aarhus er alle nomineret til In-situ Prisen, der uddeles den 10. marts på Bæredygtig Beton Konferencen
Hvad har en rambla hos Novo Nordisk i Bagsværd, et transporthovedsæde for DSV i Hedehusene og Danmarks største lavenergibyggeri, Navitas i Aarhus, til fælles? Jo, de er alle frembragt med in-situ støbt beton – det vil sige beton støbt på stedet – og de er alle nominerede til den fornemme In-situ Pris 2015.
Prisen uddeles af Dansk Beton Fabriksbetongruppen under Dansk Byggeri. Her fremhæver formanden for bedømmelseskomitéen, Jesper Gottlieb fra Gottlieb Paludan Architects, de tre nominerede byggerier som funktionelle og elegante løsninger, der spænder vidt og præsenterer in-situ betonens formbarhed og smukke finish på bedste vis.
- Samtidig viser løsningerne, at in-situ betonens fordele gælder, hvad enten vi taler om bygning eller landskab, siger Jesper Gottlieb fra Gottlieb Paludan Architects.
100 meter betonplade
Den såkaldte ’Hvide Rambla’ i Bagsværd er en gigantisk 100 meter lang betonplade, der som en svungen sti, fører op til Novo Nordisk nye hovedsæde.
Den har skiftevis glittede og kostede felter og masser af organiske bugtninger, dobbeltkrumme kanter og specialfremstillede plinte. Bag ramblaen står SLA Landskabsarkitekter med MT Højgaard som entreprenør.
I transportvirksomheden DSV’s nye hovedkvarter i Hedehusene får den flot svungne in-situ støbte receptionsskranke følgeskab af siddemøbler, store plantekummer og en næsten svævende skillevæg, ligeledes støbt på stedet.
Også de udendørs belægninger er in-situ støbte med kostede overflader. DSV-hovedsædet er tegnet af PLH Arkitekter A/S og med DS Stålkonstruktion som entreprenør.
I uddannelses- og erhvervscentret Navitas på Aarhus Havn spejler det blankslebne, støbte betongulv de in-situ støbte vægflader og 1,5 meter høje, støbte bjælker, der fungerer som såkaldt svævende vægge.
Udendørs er facaden i stueplan ligeledes udført i glat in-situ støbt beton. Navitas er tegnet af Kjær & Richter og Christensen & Co. med A. Enggaard A/S som entreprenør.
Afsløres den 10. marts
Vinderen af In-situ Prisen afsløres den 10. marts på årets Bæredygtig Beton Konference i Tivoli Hotel & Congress Center i København.
Tidligere modtagere af In-situ Prisen tæller blandt andet Moesgaard Museum ved Aarhus, Den Blå Planet i Kastrup og Skateparken i Fælledparken.
-cmn