
Snart kommer en vaskeægte vikingeborg til syne i Odense
En bevilling på 10 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden og en bevilling på 3,7 millioner kroner fra Augustinus Fonden gør det nu muligt at formidle og synliggøre vikingernes ringborg Nonnebakken midt i Odense
I 2023 blev de fem danske ringborge udpeget som verdensarv. Nonnebakken er den eneste af de fem borge, som i dag er mindre synlig, fordi den har ligget midt i en by, der har udviklet sig.
Det er derfor et stort ønske i Odense Kommune om at få Nonnebakken frem i lyset igen, som nu opfyldes.
Med projektet bliver dele af ringborgens vold markeret med brede bånd i cortenstål og planter mellem båndene. Markeringen bliver synlig på Odd Fellow Logens grund langs Nonnebakken og Hunderupvej, og borgen markeres også i fortovene ved hjørnet af Allégade og Hunderupvej.
Det er Odense Kommune som sammen med de øvrige partnere skal realisere projektet.
Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) siger:
- Med fondenes flotte bidrag til at synliggøre Nonnebakken får Odense styrket den stærke fortælling om vikingerne som en del af byens DNA.
- Ringborgens placering midt i byen fortjener opmærksomhed og bidrager til fortællingen om Odense som et strategisk vigtigt punkt - i vikingetiden og i dag. Det er en fortælling, som skal styrkes yderligere, og som giver perspektiv og ekstra dimensioner til den by, Odense er i dag.
Der vil også blive lavet en stor model af ringborgen, og på Giersings Realskole får skolens elever og andre børn mulighed for at lege på en af en lille del af borgens genskabte forsvarsværk.
- Med fondenes bevilling får byen nu mulighed for at synliggøre en uhyre vigtig del af Odenses historie - vores eneste verdensarvsmonument.
- Museet og kommunen har gennem en årrække arbejdet målrettet for at opnå status som verdensarv, og det var kronen på mange års arbejde med udgravninger og undersøgelser, da Nonnebakken endelig opnåede verdensarvsstatus i september 2023.
- Vi er slet ikke færdige med vikingetidens Odense, og også på bymuseet Tid - Museum for Odense, venter store planer for en vild, overvældende og anderledes formidling af vikingetiden i de kommende år, siger Museum Odenses direktør, Henrik Harnow.
Ringborgen Nonnebakken blev opført omkring år 980 e.Kr. af Harald Blåtand som en del af rigets forsvar og som en serie på i alt fem ringborge.
Borgen er et beskyttet fortidsminde og blev sammen med de fire andre ringeborge - Aggersborg, Borgring, Fyrkat og Trelleborg - i september 2023 udpeget som Unesco Verdensarv.
Nonnebakken blev opført som en cirkelrund borg med en ydre diameter på 180 meter omgivet af en 9 meter bred voldgrav og en ca. 15 meter bred og op til 5-6 meter høj vold med træbeklædt front og bagside.
Synliggørelsen og formidlingen af Nonnebakken betyder blandt andet:
To brede bånd af cortenstål markerer voldens inder- og yderside på Odd Fellow Logens plæne. Ringborgens oprindelige nord- og vestport markeres ved cortenstålsbeklædte åbninger i volden.
En bronzemodel af Nonnebakken placeres i parken overfor ringborgen. Modellen viser borgen i sin helhed.
En varieret formidling med en række elementer, som først nu skal udvikles. Idéerne til formidling af verdensarven skal udvikles af førende designere, der findes via en arkitektkonkurrence.
Projektet er et partnerskab mellem Odense Kommune som bygherre, Museum Odense og nutidens beboere på Nonnebakken, Odd Fellow Logen og Giersings Realskole.
Det er arkitekt Erik Brandt Dam, som har bred erfaring med at formidle kulturarv på en skånsom måde, der har udformet projektet.
-dc