Solcellepuljen til private er revet væk

Energistyrelsens opgørelser viser, at puljen til private husstande er ansøgt 2.782 gange. Installatørerne i Tekniq efterlyser mere jævn støttepolitik

Ligesom nogle er mere populære end andre, når der skal danses til sodavandsdiskoteket på skolen, var nogle solcellepuljer også mere tiltrækkende end andre, da Energinet.dk 16. marts åbnede for ansøgninger.

Det konstaterer Installatørernes Organisation, Tekniq, efter at have nærlæst de seneste tal fra Energistyrelselsen. Opgørelsen viser, at puljen til private husstande blev budt op til dans 2.782 gange. Imens måtte puljen til solcellelaug varme stolen. Her var slet ingen, der rakte hånden ud.

– Den endelige opgørelse er endnu ikke klar fra Energinet.dk. Men ud fra udmeldingerne vurderer jeg, at hele puljen til private anlæg er brugt. Derimod vil puljen til solcellelaug, lejeboliger og boligforeninger ikke blive brugt fuldt ud. Der skal dog nok komme flere ansøgninger til lejebolig-puljen, mener Søren Rise, chefkonsulent i Tekniq.

Usikkerhed om priser
Søren Rise vurderer, at den overskydende effekt fra solcellepuljerne bliver på op mod 20 MW. Puljen bliver udbudt i løbet af efteråret, og alle kan søge.

– Dermed vil en meget stor del af de 60 MW solcellepuljer blive brugt i år. Er det tilfældet, har de tekniske installatører mulighed for en omsætningsfremgang på en milliard kroner samlet fra puljerne.

Energistyrelsen melder endvidere ud, at der kommer en ekstra pulje på 20 MW samlet for 2015 og 2016. 2 MW skal udbydes til et udenlandsk solcelleanlæg. Men de 18 MW er splinternye og klar til det danske marked.

– På baggrund af møder med Energistyrelsen forventer jeg, at den pulje bliver udbudt til store anlæg, så vi kan få fastlagt, hvad prisen for store produktionsanlæg over 1 MW bliver, siger Søren Rise.

Kritik af puljesystem
Mens begejstringen for den mulige fremgang i omsætningen er stor hos Søren Rise, er utilfredsheden med selve puljesystemet intakt.

– De nærmest vulkanagtige udbrud af aktivitet i forbindelse med udbuddet af puljer afløses af lange periode uden aktivitet. Dermed får branchen alt for mange ind uden begreb om, hvad de arbejder med. Det giver solcellebranchen et dårligt ry, mener han.

– Vi ville gerne, at tilskuddet faldt mere jævnt. Hvis det gled bedre, ville det være lettere for branchen at udvikle sig, have et sundt forretningsgrundlag, få uddannet de rigtige og lave ordentlige installationer.

-cmn

Mulig lodtrækning
Den 28. marts opgjorde Energinet.dk det foreløbige resultat i de forskellige puljer. I alt er der 2.911 ansøgninger. Tallene dækker både fyldestgørende og ikke-fyldestgørende ansøgninger, for Energinet.dk har i skrivende stund endnu ikke det fulde overblik. Det står derfor ikke helt klart, om det bliver nødvendigt med lodtrækning i underpulje 2.

Kilde: Energinet.dk

8/4 2015