Start på Roskildes første svanemærkede boliger
Roskildes borgmester Joy Mogensen tog i går det første spadestik til Bonava’s miljømærkede rækkehusprojekt på Toppen i Trekroner
Onsdag markerede Bonava (tidligere NCC Bolig) byggestarten på Roskildes første svanemærkede boliger. Det skete da borgmester Joy Mogensen tog det første spadestik til rækkehusprojektet, der ligger på Toppen i Trekroner.Borgmesteren udtrykte håb om de kommende beboere vil prioritere fællesskabet indbyrdes og i forhold til de øvrige naboer i Trekroner.
- Så skal I nok komme til at føle at I både bor og er på Toppen, sagde hun.
Gode hjem og hyggeligt nabolag
Boligprojektet, der omfatter 38 to-plans rækkehuse, blev sat til salg i foråret, og ifølge Bonava er mere end halvdelen af de udbudte boliger solgt eller reserveret, og det forventes at de første beboere flytter ind i efteråret 2017.
-I dag tager vi første spadestik og for os er det vigtigt at skabe både gode hjem og hyggelige nabolag, og på Toppen har boligerne desuden en klar miljøprofil , sagde Torben Modvig, adm. direktør i Bonava Danmark.
Bonava, der i juni i år blev skilt ud fra NCC, er Danmarks største boligudvikler, og den første udvikler til at satse strategisk på bæredygtige familieboliger. I midten af 2016 er mere end 300 svanemærkede hjem på vej eller afleveret til beboerne.
-jhn