Stigende anlægspriser udskyder stort fjernvarmeprojekt

Stigende anlægspriser udskyder stort fjernvarmeprojekt

Et planlagt tværkommunalt fjernvarmeprojekt i Høje Taastrup og Greve kommuner bliver forsinket på grund af stigende anlægsudgifter

Af Dan Bjerring

Omkring 7.000 i i Reerslev, Stærkende og Tune havde ellers givet stor tilslutning til etablering af fjernvarme gennem Høje Tastrup Fjernvarme.

71 procent havde sagt ja, men en genberegning af projektøkonomien viser nu, at projektet forventes at blive dyrere end det, selskabet har planlagt efter og informeret om.

- For at få det bedst mulige beregningsgrundlag inden projektstart gennemføres der nu en udbudsproces for anlægsarbejderne. Den proces forventes afsluttet i første kvartal 2025.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi kommer til at udsætte projektstart, men udover udsættelsen kommer genberegningen i første omgang ikke til at betyde ændringer for de kommende kunder, forklarer formand for Høje Taastrup Fjernvarme, Nils Olsen.

Tager hul på arbejdet
Alle kunder er blevet orienteret om udsættelsen, og når fjernvarmeselskabet kender anlægsprisen for hele projektet i første kvartal 2025, vil der live skrevet ud til alle de kommende kunder igen om behovet for en prisændring

Udskydelsen af udrulningen af fjernvarme til Reerslev, Stærkende og Tune betyder, at Høje Tastrup Fjernvarme i første halvår 2025 tager hul på arbejdet med at lægge fjernvarmerør fra det sydlige Hedehusene mod Reerslev.

56 procent er fortsat minimum
Projektstart forudsætter, at anlægspriserne, efter den nye udbudsproces, viser sig at være holdbare for økonomien i projektet. Og det vil fortsat være en betingelse, at der er minimum 56 procent tilslutning til fjernvarmen:

- Bestyrelsen i Høje Taastrup Fjernvarme er fortsat meget optaget af at gennemføre projektet. Jeg skal beklage, hvis der opstår usikkerhed om starttidspunkt og økonomien i projektet.

- Samtidig håber jeg på forståelse for, at vi er forpligtet til at sikre et økonomisk sundt fjernvarmefællesskab, for både eksisterende og kommende kunder, siger Nils Olsen.

4/7 2024