Stigende interesse for logistik- og lagerbyggerier

Stigende interesse for logistik- og lagerbyggerier

Bilimportør er første lejer i et 100.000 m2 stort lager-og logistikcenter i Greve, og ifølge mæglerne er interessen stor for de kommende lejemål

Det hører til sjældenhederne, at der bygges spekulativt, når det kommer til lagerfaciliteter i Danmark. Og det hører i særdeleshed til sjældenhederne, at det sker i størrelsesordenen 100.000 m2, som det er tilfældet med det nye Greve Distributions Center (GDC). Det er byggeriets to mæglere, Colliers og CBRE, enige om. Men det ser ikke ud til at være den store udfordring at afsætte lejemålene i trit med, at de er færdige.

De første 20.000 m2 står klar til indflytning i februar, og første lejer til det store byggeri er nu i hus. Det bliver bilimportøren Interdan, som har underskrevet en kontrakt på 14.120 m2.

Tina Iburg, der er senior commercial real estate advisor hos Colliers, som sammen med CBRE står for udlejningen af GDC, fortæller, at interessen for logistik og lagerbyggerier generelt er stor lige nu:

- Markedet er rigtig godt, og vi har den laveste tomgang i lang tid. Selv gamle, slidte lagerbygninger er lejet ud. Det skyldes til dels den voksende internethandel, men også at flere virksomheder er blevet opmærksomme på, hvad de rette lagerfaciliteter kan betyde for deres økonomi, siger hun.

Steen Kjelstrup, der er senior property advisor hos CBRE, mener også, at fremtiden vil bringe flere af denne denne type moderne multianvendelige lagerhaller:

- Vi er allerede i dialog med flere interesserede lejere. Vi forventede, at faciliteterne primært ville tiltrække e-handelsvirksomheder, men byggeriet henvender sig faktisk til en langt bredere skare. Vi er i kontakt med både pharma-virksomheder, transportvirksomheder og grossistvirksomheder, som har lignende behov. Den her type byggeri kunne godt gå hen og blive en ny standardtype, siger han.

-kj

6/2 2019