Støtte til energirigtige lejeboliger
27 mio. kroner i 2015 og 50 mio. kr. i hvert af de følgende to år ligger klar til at støtte energirenoveringer og klimatilpasning af private lejeboliger
Regeringen har sammen med DF, Alternativet (ALT), SF og KF aftalt at videreføre BoligJob-ordningen i en mere grøn udgave, så den understøtter den grønne omstilling, øget bæredygtighed og klimaindsatsen.
Og som noget nyt er BoligJob-ordningen allerede fra 2015 udvidet til at omfatte det private udlejningsbyggeri således, at både lejere og ejere kan få gavn af ord-ningen til energibesparende initiativer og initiativer vedrørende klimatilpasning.
- Som boligminister er jeg glad for, at den brede aftale om videreførelse af BoligJob-ordningen allerede her i 2015 som noget nyt kommer til at omfatte de private lejeboliger. Udvidelsen af BoligJob-ordningen giver mulighed for, at der kan reserveres tilskud til både energibesparende initiativer og initiativer, der vedrører klimatilpasning, siger udviklings-, integrations- og boligminister Inger Støjberg.
En win-win situation
- Det er vigtigt, at der også gennemføres energi- og klimatilpasningsinitiativer i udlejnings-ejendommene. Og så er ordningen oven i købet en win-win-situation. Lejerne får et bedre indeklima og undgår oversvømmelsesskader, uden at de samlede boudgifter stiger, og udlejeren får mulighed for at få et højere afkast af energi – og klimainvesteringen, siger ministeren.
Puljen kan søges til energirenovering og klimatilpasning af private udlejningsejendomme med mindst 12 beboelseslejemål.
Tilskuddet udgør 20 % af udgifterne til arbejderne, dog maksimalt 30.000 pr. bolig og 1,5 mio. kr. pr. ejendom. Investeringen pr. bolig skal være mindst 20.000 kr. Herudover kan puljen støtte rådgivning til lejerne om bygningstekniske, juridiske, organisatoriske og økonomiske forhold.
Udlejeren kan reservere et tilskud så snart han har en positiv tilkendegivelse fra et flertal af beboerne om, at de er interesserede i, at der arbejdes videre med et energi- eller klimatilpasningsprojekt for ejendommen. Herefter er der et halvt år til at udarbejde et projekt. De arbejder, som ender med at indgå i det endelige projekt, skal både udlejeren og et flertal af lejerne være enige om.
-cmn