Stor støjskærm sættes op i Vallensbæk

Stor støjskærm sættes op i Vallensbæk

Næsten 700 boliger får reduceret støjen fra motorvejen med syv meter høj og over to kilometer lang støjskærm

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Overalt i landet er store boligområder plaget af støj fra vejnettet – og specielt motorvejene.
Et af de mest støjplagede områder er Vallensbæk lidt uden for København. Og derfor er Vejdirektoratet nu gået i gang med opsætningen af en ny støjskærm langs Holbækmotorvejen i Vallensbæk.

Den nye støjskærm er 2.020 meter lang og syv meter høj og den kommer til at reducere støjgenerne for boligområdet ved Vallensbækvej.

Støjskærmsprojektet er en del af en pulje på i alt tre milliarder kroner til bekæmpelse af trafikstøj, der blev afsat som en del af ”Infrastrukturplan 2035”.

687 boliger får mindre støj
Støjskærmen står efter planen færdig i slutningen af oktober, og Vejdirektoratets beregninger viser, at den nye skærm reducerer støjen for 687 boliger.

Støjskærmen opsættes langs nordsiden af Holbækmotorvejen, og den begynder cirka 250 meter øst for Vallensbæk Torvevej og slutter cirka 360 meter efter broen ved Store Vejle Å, Nord-kanal.

Selvom den nye støjskærm ikke kan fjerne støjen helt, kan den sænke støjen til et mere tåleligt niveau og give beboerne nær Vallensbækvej en hverdag med mindre støj.”

Tilpasses broernes underside
Støjskærmen skal under to broer ved Vallensbæk Torvevej og ved Vejlegårdsvej, og derfor bliver støjskærmshøjden tilpasset broernes underside.

Der forventes ikke at blive behov for ekspropriering, da støjskærmen placeres på vejareal langs hele strækningen. Der skal forventes mindre rydning af beplantning langs hele strækningen.

18/5 2023