Storstrømsentreprenør kræver prisforhøjelse på næsten 75 procent
Den italienske totalentreprenør på den Nye Storstrømsbro har anlagt en voldgiftssag og kræver 3,4 milliarder kroner af staten for ekstra omkostninger. Samtidig kræves fristforlængelse på 27 måneder
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Rækken af skandalesager ved anlægget af den nye Storstrømsbro vil næsten ingen ende tage.
Selskabet bag projektet, Totalentreprenøren Storstroem Bridge Joint Venture (SBJV) og deres underleverandører, er grebet i blandt andet social dumping og dårligt arbejdsmiljø, og fagbladet 3F har i adskillige artikler afdækket en lang række af sager, hvor man må spørge sig selv, hvordan i alverden den danske stat har kunnet drømme om at give italienerne ordren.
Fire kilometer lang
Det var i 2016, at Vejdirektoratet udbød byggeriet af den fire kilometer lange ny Storstrømsbro mellem Sjælland og Falster, og udbuddet blev vundet af SBJV,, der i 2018 underskrev entreprisekontrakten.
Projektet har en bevilliget udgift på 4,7 milliarder kroner, men nu forlanger det italienske selskab næsten 75 procent ekstra – 3,4 milliarder kroner, ligesom de altså kræver forlængelse af opførelsen på mere end to år.
Mange undskyldninger
Under projekteringen og udførelsen af arbejder har SBJV løbende rejst en række krav over for Vejdirektoratet, og man åbnede i oktober 2022 en voldgiftssag mod staten.
Det begrundes blandt andet med påstande om at projektet er forsinket og fordyret på grund af en række bygherrerelaterede forhold, havstrømme og vindforhold, samt Covid-19 pandemien. Også at krigen i Ukraine har skabt ekstraordinære prisstigninger og vanskeligheder med at skaffe den fornødne arbejdskraft.
Langstrakt voldgiftssag
Projektleder Niels Gottlieb fra Vejdirektoratet afviser kravet fra det italienske firma og har
svært ved på det foreliggende grundlag at se, at entreprenøren tilnærmelsesvis vil have ret til de meget omfattende økonomiske krav og fristforlængelsen.
Vejdirektoratet er i tæt samarbejde med Kammeradvokaten i gang med at gennemgå det modtagne materiale, og som processen foreskriver, at udarbejde et svarskrift til Voldgiftsnævnet:
- For en sag af denne karakter er det et meget omfattende arbejde. Det er vanskeligt at skønne på nuværende tidspunkt, hvor langstrakt forløbet med voldgiftssagen vil blive, ikke mindst fordi kontraktarbejderne ikke er afsluttet og ikke forventes afsluttet før i 2025. Der vil meget vel kunne gå flere år efter entreprisens aflevering, før der foreligger en endelig afgørelse fra Voldgiftsnævnet, siger Niels Gottlieb.
Likviditetsbro
Vejdirektoratet og SBJV har dog indgået en aftale om en såkaldt ’likviditetsbro’. Det betyder, at Vejdirektoratet i form af et lån stiller likviditet til rådighed for entreprenøren frem til projektets afslutning. Lånet sker for at sikre projektets fremdrift og det ydes i rater efter en række aftalte milepæle, der afhænger af projektets fremskridt.
Når Storstrømsbroen er afleveret, og voldgiftssagen er afklaret, vil totalentreprenøren tilbagebetale den ydede likviditet modregnet resultatet af en voldgift.
Likviditeten, som Vejdirektoratet stiller til rådighed overfor totalentreprenøren, bliver forrentet med sædvanlig markedsrente.