Stort offentligt udbud af byggegrunde i Slagelse
Slagelse Kommune udbyder tre større grundarealer til boliger og to projektejendomme til udvikling, samtidig med at efterspørgslen på boliger i det vestsjællandske kraftcenter stiger
Med sin gode beliggenhed, sine attraktive fritids- og uddannelsesmuligheder samt stærke infrastruktur er Slagelse et af de nye vækstcentre på Sjælland. Slagelse tiltrækker mange nye familier fra blandt andet det storkøbenhavnske område, og det øger efterspørgslen efter boliger.For at sikre rammerne for den stigende tilflytning og en fortsat udvikling på Vestsjælland har Slagelse Kommune udbudt tre nye grunde til boligbyggeri og to projektejendomme til erhvervsformål eller mulighed for konvertering til boliger. Borgmester i Slagelse Stén Knuth (V) peger på, at kommunen ønsker at skabe gode rammer for de mange tilflyttere:
- Slagelse er en kommune, som vækster og vokser, og det er vores vision med udbuddet at skabe nye gode bomiljøer. Vi ligger centralt med god infrastruktur og korte afstande til natur, skov og strand, og det er oplagt at søge hertil fra både København og Fyn. Slagelses indbyggere er vores råstof til vækst, og her skal være boliger, hvor folk har lyst til at slå sig ned, siger Stén Knuth.
Gode boligmiljøer for hele livet
Slagelses borgmester understreger, at kommunens sagsbehandling vil være hurtig og smidig for potentielle investorer og uden byggesagsgebyr. Nybolig Erhverv Jørgen Klode formidler de fem offentlige udbud, som ligger henholdsvis centralt i Slagelse by og i de mindre satellitbyer Vemmelev og Svenstrup mellem Slagelse og Korsør. Alle tre byggegrunde er udlagt til boliger, og der er lokalplan for de to af arealerne.
- Vi ønsker at skabe rammerne for et helt liv, både for børn, familier og ældre. Slagelse er hele oplandets handelsby med mange butikker og centre, og den er samtidig vokset til en stor uddannelsesby med ungdoms- og erhvervsuddannelser, og centralt i Slagelse er vi ved at skabe en ny campus, hvor Syddansk Universitet allerede ligger, og University College Sjælland gerne vil bygge, siger borgmester Stén Knuth.
De to største grunde udbydes i Vemmelev, hvor arealer på henholdsvis 14.000 og 32.000 kvadratmeter er til salg. Her skal henholdsvis tæt lav bebyggelse medrækkehuse og parcelhuse skabe rammerne for yderligere tilflytning til kommunen. Grundene i Vemmelev ligger attraktivt for børnefamilier nær børnehaven, Vemmelev Skole og fritidsaktiviteter i sportshallen. Der er indkøbsmuligheder i byen og god infrastruktur ved den nærliggende motorvej, som gør det nemt at komme til og fra arbejde.
Den tredje byggegrund på 8.000 kvadratmeter ligger i det naturskønne Svenstrup mellem Korsør Nord og Storebæltskysten. Arealet ligger lige op ad et eftertragtet villakvarter, som de nye boliger smelter sammen med.
Oplagte ejendomme til konvertering
I Vemmelev ligger desuden en af de to projektejendomme. Erhvervsmægler og partner Henrik Nikolajsen fra Nybolig Erhverv Jørgen Klode ser en konvertering til boliger som en oplagt mulighed. Den gule institutionsbygning har tidligere huset en børnehave, og ejendommen ligger midt i et større villakvarter og lige op ad et supermarked og den lokale skole. Selve bygningen er arkitektonisk attraktiv og har et areal på 543 kvadratmeter, og den ligger på en grund på cirka 5.500 kvadratmeter, hvor der er en uudnyttet byggeret til opførelse af for eksempel nye rækkehuse.
I Slagelses østlige del ligger den anden projektejendom, som er en tidligere specialskole med et bebygget areal på 1.646 kvadratmeter. Den store rødstensbygning er indrettet, så den er velegnet til at udstykke til lejligheder, og ejendommen ligger desuden på en grund på over 11.000 kvadratmeter, hvoraf størstedelen er uudnyttet grønt område, som har været brugt som have og parkeringsplads. Denne store grund kan også bruges til opførelse af eksempelvis rækkehuse.
Attraktive investeringsobjekter
Henrik Nikolajsen peger på, at Slagelse er et attraktivt område med konkurrencedygtige priser og god beliggenhed ved motorvejen og jernbanen.
- Folk søger i høj grad til Slagelse lige nu, og det er vigtigt at få udbudt og udviklet arealerne og ejendommene med kvalitetsbyggeri og familievenlige boliger. Der er pres på boligerne og priserne i Slagelse Kommune, og vi anbefaler investorer at bringe faciliteter i spil, siger Henrik Nikolajsen.
Nybolig Erhverv Jørgen Klode har stor erfaring med at mægle offentlige projektejendomme, og Henrik Nikolajsen bekræfter, at der allerede nu er interesserede investorer, selv om udbudsfristen er 6. marts 2017.
-jhn