Større søgning til uddannelser i ejendomsbranchen
I en tid, hvor ejendomsbranchen mangler arbejdskraft, har flere ansøgere end sidste år søgt ind på uddannelser som jura, bygningskonstruktør og ’professionsbachelor i finans’
Af Dan Bjerring
EjendomDanmark er godt tilfreds med, at flere har valgt at søge ind på nogle af de uddannelser, der giver eftertragtede kompetencer i ejendomsbranchen.
Det er blandt andet jura, der har oplevet en stigning på 12 procent, bygningskonstruktør, hvor antallet af ansøgere er steget med 10 procent og professionsbacheloruddannelsen i finans, der har fået 3 procent flere ansøgere.
Ifølge siger Lotte Rendtorff, der er chefkonsulent for uddannelse og rekruttering hos EjendomDanmark er det afgørende for branchens og samfundets overlevelse, at flere i den yngre generation får øjnene op for de mange karrieremuligheder i ejendomsbranchen.
Positiv tendens
Hun ser det som en positiv tendens, at så mange har valgt at søge ind på de nævnte, hvor man blandt andet har mulighed for at få job som ejendomsadministrator og med udvikling af ejendomme.
Ifølge tal fra EjendomDanmark er der frem mod år 2030 behov for op mod 10.000 flere medarbejdere i ejendomsbranchen. Det svarer til ni procent af branchens totale beskæftigelse, og det er en bred vifte af faglige kompetencer, branchen allerede mangler og i endnu højere grad vil efterspørge i fremtiden:
- Udover folk med finansiel baggrund er det blandt andre også kommunikationsmedarbejdere og ingeniører. Som branche danner vi fundamentet for hele samfundet, når vi leverer infrastruktur i form af boliger, erhvervslokaler og byrum, og derfor er det uhyre vigtigt, at vi ikke kommer til at mangle hænder, forklarer Lotte Rendtorff.