Svanemærkede byggerier fordoblet på to årThe Hill.

Svanemærkede byggerier fordoblet på to år

En ny optælling viser, at der nu er mere end 4000 svanemærkede lejligheder, huse og daginstitutioner i Norden, og mere end 7000 nye er på vej

Svanemærket byggeri er mere populært i Norden end nogensinde før. På mindre end to år er antallet af færdigbyggede lejligheder, huse og daginstitutioner med Svanemærket steget fra 1780 til 4120. Det vil sige en stigning på mere end 130 %. Samme tendens gør sig gældende, når man ser på, hvor mange svanemærkede lejligheder, huse, skoler og institutioner, der er under konstruktion: Mens tallet i marts 2016 var 4600, er det nu oppe på 7400.

- Vi oplever i hele Norden en stigende interesse for svanemærket byggeri fra både bygherrer, entreprenører og arkitekter. Og det tror jeg, at der flere grunde til. Dels er det et mærke, som de fleste kender og har stor tillid til. Dels er et svanemærket byggeri kendetegnet ved lavt energiforbrug, skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer, materialekontrol og materiale-logbog samt god kvalitet. Alt sammen noget, der er med til at fremme den cirkulære økonomi, hvilket byggebranchen har øget fokus på i disse år, forklarer Martin Fabiansen, der er direktør i Miljømærkning Danmark.

Også branchen selv har bud på, hvorfor svanemærket byggeri vinder frem:

- Når Svanemærkets regler er implementeret, så er det bare sådan, vi gør. Når du er på forkant og godt forberedt, så sparer du penge. Når noget skal ind på pladsen - eksempelvis gulve, som ikke må blive fugtige - så er man på forkant med leverancerne, og alt glider. Der er økonomi i det. Planlægning og optimering af logistikken lønner sig, siger Jan Hedin, der er indehaver af RG2, som var totalentreprenør på de svanemærkede lejeboliger, The Hill i Hillerød

For Andreas Lauesen fra Force4 Architects, der var arkitekt på The Hill, er indeklimaet en væsentlig styrke ved svanemærket byggeri:

- Svanemærkets krav har helt sikkert bidraget positivt til byggeprojektet. For mig at se især, når det gælder indeklima. Det bliver klart bedre i et svanemærket byggeri, fordi man undgår så mange skadelige stoffer i boligen.

For at imødekomme branchens stigende interesse for svanemærket byggeri udbyder Dansk Standard til foråret et helt nyt kursus i svanemærket byggeri. Kurset henvender sig til alle med professionel interesse for svanemærket byggeri, herunder byggeentreprenører, rådgivere, arkitekter og bygherrer.

-kj

27/2 2018