Svarer til fængsel for at køre uden cykellygte
En lille registreringsfejl, når virksomhederne indberetter til Skattestyrelsen, betyder, at over tusind virksomheder har fået annulleret det skatte- og momslån fra corona-krisen
Af Dan Bjerring
- Det er en uforholdsmæssig stor straf for en lille fejl, siger administrerende direktør i SMVdanmark, Jakob Brandt.
Overskrider en selvstændig erhvervsdrivende en tidsfrist for indberetning, medfører det normalt en afgift på 800 kroner til Skattestyrelsen
Men små fejl får langt større og mere alvorlig betydning for virksomheder, der har gjort brug af de rentefrie skatte- og momslån under coronakrisen, idet flere end 1150 virksomheder har fået annulleret deres corona-lån på grund af små fejl eller banale forglemmelser.
Foreløbig fastsættelse
Fejlene udløser en såkaldt ’foreløbig fastsættelse’ fra Skattestyrelsen, der selv anslår den oplysning, virksomheden mangler at give. Siden 2018 har 176.000 virksomheder fået en foreløbig fastsættelse, som altså er en meget almindelig fejl.
Det viser en analyse fra SMVdanmark på baggrund af en aktindsigt fra Skattestyrelsen.
Jakob Brandt kalder der ’fuldstændigt ude af proportioner’, at en lille fejl, som over halvdelen af alle landets virksomheder begår, skal medføre, at små selvstændige tvinges til at betale lån for flere hundrede tusinder kroner tilbage før tid og tilmed til tårnhøje strafrenter.
Skal straks tilbagebetales
Annullerede lån skal nemlig betales tilbage straks, eller de kan tilbagebetales over 12 måneder til en rente på cirka otte procent.
SMVdanmark foreslår derfor, at skatteminister Morten Bødskov fjerner reglen om, at foreløbige fastsættelser per automatik fører til, at skatte- og momslån annulleres:
- Det er selvfølgelig på sin plads, at man skal betale de 800 kroner, man normalt får i bøde for den slags registreringsfejl. Men at få inddraget sit lån svarer til, at man ryger i fængsel for at køre uden lys på cyklen, siger Jakob Brandt.
Har ikke forstået konsekvensen
Han mener reelt ikke, at nogen virksomheder har forstået konsekvensen af småfejlene, og dermed har skattemyndighederne ikke gjort deres oplysningsarbejde godt nok:
- Det har jo ikke været meningen med coronalånene, at de selvstændige pludselig skulle stå med en kæmpe, uforudset regning, der kan knække deres virksomhed. Derfor skal reglen fjernes, siger SMVdanmarks administrerende direktør.