left banner
top banner
right banner

Aktuelle nyheder - Byggeri

Tømmerhandel voksede en milliard i 2020Adm. direktør, Henrik Clausen.

Tømmerhandel voksede en milliard i 2020

Effektiv integration af Optimera-kæden bidrog sammen med høj aktivitet i erhvervsmarkedet og stor vækst i onlineforretningen til fremgang i alle dele af Davidsens Tømmerhandels forretning

Del artiklen på

Med en omsætningsfremgang på 45 % til 3,34 mia. kr. og et tredoblet resultat før skat var 2020 et yderst tilfredsstillende år for sønderjyske Davidsens Tømmerhandel. Effektiv integration af Optimera-kæden bidrog sammen med høj aktivitet i erhvervsmarkedet og stor vækst i onlineforretningen til fremgang i alle dele af forretningen. Med den succesfulde integration af Optimera-kæden sigter adm. direktør, Henrik Clausen, mod nye opkøb i nær fremtid:

- Ligesom den øvrige del af byggeriet har vi haft stor fremgang i 2020. Byggeriet har udviklet sig positivt under corona, og vi har også kunnet holde salget oppe ift. de private kunder under nedlukningen. Det er det til sammen, der slår solidt igennem i regnskabet, forklarer Henrik Clausen.

På toplinjen vokser Davidsens Tømmerhandel i 2020 med over en mia. kr. sammenlignet med 2019. For året lander omsætningen på 3,348 mia. kr. mod 2,306 mia. kr. i 2019. Samtidig springer resultatet på bunden frem med 78 mio. kr. til 108 mio. kr. før skat – en tredobling ift. 2019.

- Vi har fremgang i alle dele af forretningen og i alle dele af landet, hvor vi nu er til stede og har fået Optimera-kæden effektivt integreret. Så oven i den positive udvikling i markedet høster vi nu frugterne af de synergier, vi har skabt på indkøb, sortiment og en samlet administration. Det er klart, at de positive erfaringer vi har fra Optimera-casen understøtter vores interesse flere opkøb, siger Henrik Clausen.

Med det stærke resultat øger Davidsens Tømmerhandel sin soliditet med en egenkapital, der stiger markant, samtidig med, at arbejdskapitalen går væsentligt ned. Dermed står den familieejede og nu landsdækkende virksomhed i en gunstig situation, påpeger Henrik Clausen:

- Reelt er vi foran, når vi ser på vores planer for at udbygge Davidsens position i markedet. I 2021 har vi allerede taget de næste skridt med endnu et opkøb på Fyn og med etablering af nyt salgskontor i Svendborg. Og der er stadig interessante opkøbsmuligheder, som vi ser på – ikke mindst på Sjælland, hvor vi ønsker at styrke Davidsen på det professionelle marked. Med vores stærke lønsomhed og soliditet er vi klar til at slå til, når de rigtige muligheder opstår.

Davidsens Tømmerhandel forventer, at 2021 byder på fortsat høj aktivitet inden for det professionelle byggeri, hvor størstedelen af forretningen ligger. Men også på privatmarkedet ser man ind i et år, hvor fremgangen ventes at fortsætte. På tværs af kundegrupper ser den sønderjyske byggevarekoncern samtidig ind i et år med fremgang i onlinesalget. For regnskabsåret 2021 forventer Davidsens Tømmerhandel et resultat før skat på niveau med 2020.

Gevinst af tidlig investering
Allerede i 2019 satte Davidsens Tømmerhandel gang i en digital strategi med en omfattende investering i online for både de private og de professionelle kunder. Derfor var både byggemarkeder og erhvervscentre klar til at håndtere den pludselige omstilling og fremgang i onlinesalget, der slog igennem i kølvandet på corona-nedlukningen i foråret 2020. Investeringerne fortsatte i 2020 i ny erhvervsplatform og en opgradering af webshoppen for private kunder.

- Havde vi ikke investeret målrettet i et helt nyt fundament for vores onlineforretning i tide, så havde vi ikke stået så gunstigt, som vi reelt gjorde, da Covid-19 ramte. Man kan sige, at det var rettidig omhu, at vi var fuldstændig klar med en skalerbar onlineplatform, der bl.a. kunne drive click’n’collect effektivt og dermed følge med kundernes behov selv i en ekstrem periode. Hele vores tilgang til onlineinvesteringer har haft god effekt i 2020, hvor vi også har udbygget vores løsninger. Og det har vist sig, at vores strategi med at få de rigtige mennesker ombord først og så bygge systemet efterfølgende har været den helt rigtige for os, siger Henrik Clausen.

Davidsens Tømmerhandel havde i 2020 i gennemsnit 936 fuldtidsansatte, 202 flere end i 2019. Fremgangen skyldes, at alle Optimera-medarbejdere i 2020 tælles med i fire kvartaler mod kun et kvartal i 2019. Hertil kommer deltidsansatte og løsarbejdere, som gør, at det samlede antal medarbejdere i de 24 danske afdelinger nu er mere end 1100.

-kj

Læs mere om Byggeri

12/5 2021
AfskærmningAlu stigerBeslagBrancheforeningBrandstigerByggerådgivningByggestyringBygningsrenoveringByrumsinventarCarportanlægCykeloverdækningDiamantskæring/ -boringEtagebyggeriGarageanlægGarageporteGipspladerHovedentreprenørIndustriel malingIndustriporteInstitutionsbyggeriJordvarmeKabelkanalerKonstruktions markeringsmalingLinie markeringsmalingListerLofterMaterielopbevaringMontageskinnerMultistigerOmbygningPavillonerPortautomatikPorteRullestilladsSandwichpanelerSnavsspray Eco venlig systemSportsløsningerStålprofilerStigerStilladserTekniske maleprodukterTeleskopstigerTotalentreprenørTotalrenoveringTrappestigerVarmepumperVæggeVægstigerWienerstigerTilføj dit firma her.
Send en mail.