Transformation af Gellerup til debatTransformationen af Gellerupplanen fra udsat boligområde til attraktiv bydel er i fuld gang. Foto: R. Hjortshøj.

Transformation af Gellerup til debat

Gellerupplanen er i fuld gang, men ikke alle er enige om, hvor meget der skal rives ned i det omdiskuterede boligområde. På Building Green konferencen i Aarhus d. 15. juni vil et panel bestående af fagfolk debattere den aktuelle transformation af bydelen

I 2010 blev det besluttet at foretage en grundlæggende transformation af Gellerupplanen. Ph.D. Niels Bjørn var en del af debatten dengang og modererer debatten: Transformationen af Gellerup – En ny bydel med afsæt i eksisterende bebyggelse på Building Green Aarhus den 15. juni.

- Et af problemerne ved Gellerupplanen er, at bebyggelsen er meget monoton og afskåret fra resten af byen. Hovedgrebet blev at forandre bebyggelsen, så det blev en attraktiv blandet by, som var vævet sammen med byen omkring. Monotonien skulle brydes op, der skulle mere trafik ind i bydelen og flere funktioner, så der kom mere hverdagsliv i gadeplan.

Ambitiøse investeringer
Siden 2010 er der kommet mere liv i bydelen. Boligblokke blevet revet ned, nye veje er etableret, Aarhus Kommune har flyttet 1100 arbejdspladser ud i bydelen og en ny skole er på vej.

- Det er lykkedes at omdanne Gellerupplanen til en rigtig by med mange funktioner, så der er noget for beboerne og folk udefra. Der går nogle år, før vi kan se det fulde udbytte af de ambitiøse investeringer, men jeg tror på, at den fysiske transformation vil lykkes, siger Niels Bjørn og tilføjer: - Men det er klart, at flere folk fra middelklassen skal flytte ind, hvis det for alvor skal blive en succes.

Kæmper for kulturarven
Der har været en del kritiske røster af transformationen af Gellerupplanen. Ud fra en bæredygtighedsbetragtning kan det virke forkert at rive gode gedigne bygninger ned, ligesom vigtige kulturmiljøer går tabt, når bygninger smides på arkitekturhistoriens mødding. Arkitekt Anna Mette Exner er blevet billedet på modstanden og deltager i debatten på Building Green:

- Jeg har tegnestue i Gellerup og er, uden bevidst at ville det, blevet en slags arkitekturaktivist. Jeg har været med til at starte et ambitiøst virksomhedsfællesskab herude. Vi hedder Kollektivbyen og har mere end 50 virksomheder nu. Vi arbejder for at redde det tidligere Gellerup Kultur- og Aktivitetscenter fra nedrivning og vil gerne omdanne en 8000 m2 stor bygning til et kraftcenter for erhvervsliv. Lige nu behandler kommunen vores anmodning om at købe bygningen. Vi håber, at det går vores vej, og de ikke river kulturcentret ned, siger Anna Mette Exner.

Anna Mette Exner har kæmpet for bygningerne siden 2016, hvor hun etablerede sin tegnestue i Gellerupplanen. Dengang var de store bygningerne lagt for had, men flere og flere begynder at påskønne arkitekturen og ser det smukke i de modernistiske linjer:

- Det er vigtigt for os som mennesker, at bymiljøer har en historie, at vi kan opleve de fysiske rammer med vores krop og sanser. Hvis alt er nyt, bliver vi rodløse. Vi har brug for at mærke, hvad vi kommer af. Nybyggeri har ingen lag at udforske. Jeg synes, det er en god idé at gøre Gellerupplanen mere urban, men jeg vil gerne diskutere, hvordan vi passer på de æstetiske og kulturhistoriske lag, og hvad der gør en by til en god by. Det er helt vanvittigt at rive gode bygninger ned, siger hun.

Building Green Aarhus
Debatten finder sted den 15. juni kl. 12.35 på Central Stage.

Paneldeltagerne er: Anna Mette Exner, arkitekt, Exner Arkitektur, Henning Winter, Byudvikler, A. Enggaard, Sara Kruse, sektionsleder, integration og bydelsudvikling, Aarhus Kommune, Kristian Würtz, direktør, Brabrand Boligforening. Moderator: Niels Bjørn, urbanist, ph.d., Niels Bjørn

-tmk

30/5 2022