Tre byggerier hædret med Bæredygtig Beton Prisen 2021Bæredygtig Beton Prisen blev tildelt hele holdet bag Orientkaj Station i København. Foto: Torben Eskerod.

Tre byggerier hædret med Bæredygtig Beton Prisen 2021

Ved en prisfest i Industriens Hus løb tre byggerier med opmærksomheden, da de vandt priser for klimaklog brug af beton

Tirsdag aften var der fest i DI’s hovedsæde i København til den årlige dyst om ’Betonens Priser’. Det skriver DI Business.

De tre vinderbyggerier – Orientkaj Station i København, Karen Blixens Plads i Ørestaden og Codan i Køge – fik henholdsvis Bæredygtig Beton Prisen, In-situ Prisen og Betonelement Prisen.

I brancheorganisationen Dansk Beton er man imponeret over det høje niveau hos årets vindere, fordi branchen på kort tid har formået at tage bestik af, at klima er blevet et ufravigeligt krav for byggeriet. Og det var det ikke for blot to år siden, hvor prisen sidst blev fordelt:

- Vinderprojekterne afspejler i høj grad tidens trends og fremtidens udfordringer. Det er en imponerende, men også nødvendig omstilling og udvikling, der pågår i byggeriet lige nu. Klimavalget i 2019 slog fast, at man ikke kommer uden om fokus på CO2-udledning, siger chef for Dansk Beton i DI Dansk Byggeri, Dorthe Mathiesen til DI Business.

Hun begrundede valget af de tre vindere med, at alle projekter inspirerer ved med stor kreativitet at anvende betonen optimalt med fokus på det æstetiske, økonomiske, socialt og klimamæssigt bæredygtige.

Om vinderne af Bæredygtig Beton Prisen 2021:
- Orientkaj Station: København
- Bygherre: Metroselskabet
- Arkitekt: Cobe
- Rådgiver: Rambøll - Arup
- Entreprenør: MetNord (Züblin - Hochtief)
- Betonproducent: Unicon

Om vinderne af Betonelement Prisen 2021
- Codan, Køge
- Bygherre: Codan Medical
- Arkitekt: Johansen Skovsted Arkitekter
- Rådgiver: Strunge Jensen
- Entreprenør: MT Højgaard
- Betonleverandør: Ambercon

Om vinderne af In-situ Prisen 2021
- Karen Blixens Plads, Ørestad
- Bygherre: Bygningsstyrelsen
- Arkitekt: Cobe
- Rådgivere: EKJ Rådgivende Ingeniører
- Entreprenør: NCC Danmark
- Betonleverandør: DK Beton

-kj

23/6 2021