Vejen udbyder stor byggegrund til idérige entreprenører
Vejen Kommune efterlyser idérige entreprenører til et spændende boligprojekt 10.445 kvadratmeter på Vestergade i Holsted sendes i samlet udbud
En tidligere døgninstitution på Vestergade 19 i Holsted og de to arealer omkring ejendommen skal sælges.
Derfor efterlyser Vejen Kommune entreprenører eller investorer, der kan se muligheder i at udvikle et spændende boligprojekt til åben/lav boligbyggeri.
Hele området har en meget attraktiv placering tæt på naturen. Samtidig ligger det tæt på byens mange faciliteter, som indkøb, skole, institution og fritidsliv.
Ganske unik mulighed
Det nye boligområde ligger naturskønt ned til Holsted Å og grænser op til Holsted Skoleplantage:
- Er du en kreativ entreprenør eller investor, kan du skabe rammerne og være med til at virkelighedsgøre en fremtidsplan for området, så der er tale om en ganske unik mulighed, forklarer Birgith M. Hansen, der er leder af Byg & Bolig i Vejen Kommune.
Den fremtidige udmatrikulering kan tænkes anderledes, og Vejen Kommune lægger op til, at køber skaber et spændende område gennem egen byggemodning.
Området er udlagt til åben/lav bebyggelse med parceller på minimum 400 kvadratmeter.
Ejendom med historiens vingesus
Området består af tre matrikler, der i alt omfatter et areal på 10.445 m2. Ejendommen, der ligger på matriklen Vestergade nr. 19 er kategoriseret som ’Bedre Byggeskik arkitektur’ og vurderes dermed at have en stor bevaringsværdi.
Bygningens meget smukke og karakteristiske ydre giver området et historisk vingesus og fortæller flot om Holsteds udvikling. De to andre matrikler på Vestergade 17 og 21A er ubebyggede.
Stor efterspørgsel på boliger
Ifølge Birgith M. Hansen er der efterspørgsel på nye boliger, og det er derfor en stor mulighed for en entreprenør at kunne realisere et boligområde, der får historiske aner og er midtpunkt i byens udvikling.
Holsted er omgivet af en smuk natur, flere indkøbsmuligheder, egen skole, børnehave og idræts- og kulturcenter.
Byen har en lang historie som stationsby og ligger placeret lige midt imellem Kolding og Esbjerg, hvilket gør det attraktivt for virksomheder.
Holsted har cirka 3.000 indbyggere, og en god infrastruktur, hvor motorvej E20 samt bus- og togforbindelser kan nås på kun fem minutter fra området.
Deadline 30. september
Udbuddet løber indtil mandag den 30. september 2024 klokken 12.00, hvorefter de, der har afgivet bud, vil blive kontaktet af Vejen Kommune.
Udbudsmaterialet kan findes på Vejen Kommunes hjemmeside. Det indeholder blandt andet et salgsprospekt, lokalplan 269, kriterier til projektet, oversigtskort, salgsplan, mindstepriser og standard købsaftaler.
DanB