Vellykket certificering starter nedefra
Med udgangspunkt i dagligdagens praksis har JM Trykluft A/S gennemført DRA-certificering med alle syv afdelinger i én proces
Afdelingslederne fik overrakt hvert deres certifikat, og der blev skålet i kaffe, da JM Trykluft A/S forleden markerede, at virksomheden er blevet DRA-certificeret af Materielsektionen under Dansk Byggeri.
Men ifølge både adm. direktør Christian Samuelsen og salgsdirektør Peter Madsen er certificeringen kun er begyndelsen på en proces, der skal gøre JM Trykluft A/S til en endnu bedre leverandør af udlejningsmateriel til bygge- og anlægssektoren.
Konsulent i JM Trykluft, Carl Nielsen, har været drivkraften i certificeringen, og på hans opslagstavle ses det samlede billede af de mange forskellige arbejdsprocesser, der er blevet beskrevet.
- Det er kun for at have et samlet overblik lige nu, men ellers er det hele lagt ind elektronisk, og vi har fået opbygget en menu ud fra de forskellige arbejdsgange i firmaet, så det skulle være meget enkelt og overskueligt, forklarer Carl Nielsen.
Et fælles projekt
- Vi har brugt rigtig meget tid på at gennemgå arbejdsgangene i afdelingerne. Det er utrolig vigtigt, at alle kan genkende sig selv i de procesbeskrivelser, vi har indført.
- Vi har hele tiden været helt overbeviste om, at certificeringen skulle hele vejen rundt i virksomheden fra begyndelsen, og at det skulle være vores samlende fælles projekt, siger Carl Nielsen, der oplever, at medarbejderne har taget godt imod udfordringerne med at beskrive deres arbejdsprocesser.
- Vi har fået det til at ske som en naturlig udvikling, og vi har prøvet at få det til mest muligt at ligne det, vi gør i forvejen. Grundlæggende synes vi jo, at vi også i forvejen drev en rigtig fornuftig virksomhed, men selvfølgelig er der kommet nogle ændringer og forbedringer undervejs, fortæller Carl Nielsen, der betegner hele processen som meget konstruktiv.
Sparer tid på udkald
Salgsdirektør Peter Madsen kan allerede nu registrere, at der er færre udkald til fejl på maskiner.
- Vi bruger flere ressourcer på at klargøre maskiner, men til gengæld sparer vi på udkald til fejl. Det giver både mere tilfredse kunder og en besparelse på omkostninger for os. Vi har fået et klargøringssystem, hvor en række punkter skal kontrolleres og vinges af, ligesom mange kender fra et serviceskema på deres bil. Det skal udfyldes, uanset om en maskine har været ude i fire timer eller i fire uger, fortæller Peter Madsen.
JM Trykluft A/S har hovedafdeling i Viby ved Aarhus og har i alt syv afdelinger i Midtjylland med tilsammen 60 medarbejdere.
Det er en rent dansk ejet virksomhed, der har 65 års historie bag sig. JM kommer af Jysk Metallisator A/S og ordet Trykluft stammer fra arbejdet med sandblæsning, metallisering og overfladebehandling tidligere i virksomhedens historie. JM Trykluft A/S er i dag en alsidig udlejningsvirksomhed med en stort program af maskiner og materiel med størst volumen inden for maskiner og materiel til anlægsarbejde.
-cmn