Verdensmester og OL-sølvvinder skal toptune det danske Skillslandshold inden Euroskills
Den nykårede dobbelte verdensmester i banecykling, Julie Norman Leth, er ny teamleder for det danske Skillslandshold 2025. Hun vandt sølv ved OL 2020
Julie Norman Leth har mange års erfaring som topatlet, og det er den erfaring, der skal i spil, når hun skal coache de unge danske fagatleter på Skillslandsholdet fra årsskiftet. Julie Norman Leth bliver en ud af fire teamledere for Skillslandsholdet.
- Vi glæder os meget til samarbejdet med Julie Norman Leth og mener, hun er den helt rigtige til at coache vores Skillslandshold.
- Julie Norman Leth har været professionel cykelrytter i mange år og har en stor viden om, hvordan man forbereder sig bedst muligt til store præstationer og konkurrencer, siger Jens Søndergaard Hansen, chefkonsulent i SkillsDenmark og Technical Delegate WorldSkills and EuroSkills.
Og store præstationer er netop, hvad der venter Skillslandsholdet i 2025, hvor de skal deltage i EuroSkills 2025 i Herning.
- Der er store forventninger til de unge på Skillslandsholdet i 2025, hvor de skal kæmpe om medaljer på hjemmebane i Herning.
- Derfor prioriterer vi at samle et stærkt hold af professionelle temaledere med forskellig baggrund omkring de unge fagatleter, så de unge får de bedst mulige forudsætninger for at levere toppræstationer til EuroSkills 2025.
- Det er lige præcis toppræstationer, Julie Norman Leth, skal hjælpe skillslandsholdsdeltagerne med at blive i stand til at levere. For de unge konkurrencedeltagere, er det for nogles vedkommende første gang, de skal konkurrere.
- Julie Leth ved, hvad der skal til for at præstere og vinde. Og den autencitet spiller en stor rolle hos vores fagatleter, siger Simon Neergaard-Holm, direktør i SkillsDenmark.
-dc