Vil bygge bæredygtigt børnehusDet nye børnehus bliver en integreret daginstitution til 12 vuggestuebørn, 50 børnehavebørn samt legestue til dagplejebørn. Visualisering: Bjerg Arkitektur

Vil bygge bæredygtigt børnehus

Et nyt og bæredygtigt børnehus skal bygges i Fremtidens Forstad i Årslev. Opførelsen af huset baseres på både økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed, så det kan opnå DGNB-certificering på guldniveau

Frem mod 2030 forventes 1200 nye borgere at slå rod i Odense-forstaden Årslev i Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor kommunen sammen med borgerne er i gang med at skabe Fremtidens Forstad. Mange børnefamilier har allerede fået øje på den lille bys fortræffeligheder, og med udsigten til flere indbyggere har kommunalbestyrelsen besluttet, at der skal opføres et nyt, moderne og bæredygtigt børnehus i byen.

Kommunalbestyrelsen har nu vedtaget skitseforslaget og frigivet de første midler. Det nye børnehus forventes at stå klart i januar 2023. Skitseforslaget er udarbejdet i samspil med lokale aktører, tegnet af Bjerg Arkitektur og skal konkretiseres yderligere i 2021.

- Som barn i Årslev er du en del af byens fantastiske fællesskab. Og netop muligheden for at indgå i fællesskaber har været centralt i dialogerne mellem blandt andre forældrerepræsentanter, pædagoger, arkitekter og byudviklere, fortæller borgmester Hans Stavnsager og fortsætter:

- Spørgsmålet har været, hvordan de fysiske rammer kan støtte op om fællesskaber og det gode børneliv. For os handler det gode børneliv blandt andet om kammeratskab, om nærhed til naturen og om mulighed for at udfolde sig. Det nye børnehus kommer med sine åbne facader, spændende omgivelser og bæredygtige materialer til at skabe de bedste rammer for børnenes hverdag.

Tæt på rekreative områder
I skitseforslaget arbejdes der blandt andet med et godt indeklima, god akustik og gode dagslysforhold, ligesom forslaget genbruger og udnytter potentialet i børnehusets placering i en gamle have med gamle træer. Børnehuset kommer samtidig til at ligge tæt på byens nye fællesarealer og rekreative områder.

Ambitionen er, at det færdige børnehus skal opnå DGNB-certificering på guldniveau. Derfor skal opførelsen af huset baseres på både økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed.

Det nye børnehus, der placeres bag det borgerdrevne kulturhus Polymeren, bliver en integreret daginstitution til 12 vuggestuebørn og 50 børnehavebørn samt legestue til 25 dagplejebørn og gæstepasning til andre 12 dagplejebørn.

Samlet er der afsat et anlægs- og inventarbudget på 24,147 mio. kr. til etablering af nyt børnehus inkl. legestue- og gæstepasningsfaciliteter i Årslev.

-los


15/12 2020