Vil opstille grønne normer for natur i byerne
Green Building Council Danmarks Vinterkonference satte fokus på biodiversitet i det bebyggede miljø. Biodiversitet og bedre bynatur bliver nye kriterier for DGNB-certificering af bæredygtige byområder i 2020
Bæredygtighed - Byudvikling
17. december var biologer, byplanlæggere og landskabsarkitekter samlet på Roskilde Rådhus, hvor Green Building Council Danmark havde inviteret til Vinterkonference om biodiversitet i det byggede miljø under overskriften ’Bynatur – galt eller genialt? Biodiversitet i det bebyggede miljø’. Her blev der bl.a. talt om, hvor stor betydning biodiversitet og grønne områder har for livskvaliteten i de større byer.
Ifølge arrangøren Green Building Council Denmark skal der rettes op på naturens krise - også i byerne.
- Biodiversitet i byerne er et overset emne, når vi taler om grøn omstilling. Hvordan tænker man biodiversitet ind i anlæg, drift, renovering og omdannelse af det bebyggede miljø? Det er svært, men nødvendigt og vigtigt, at vi gør det i højere grad. Hos Green Building Council er vi nu i gang med at indarbejde biodiversitet i bynaturen i vores bæredygtigheds-certificering, DGNB, udtaler Mette Qvist, direktør i Green Building Council Danmark, der arbejder på at tænke biodiversitet ind som et element i byudvikling og alle større projekter med nybyggeri, renovering, anlæg og drift.
Baggrunden for emnevalget på årets konference er, at EU Kommissionen har vedtaget en strategi for at stoppe tabet af biodiversitet og økosystemydelser i EU inden udgangen af 2020. Strategien indeholder 6 hovedmål og 20 konkrete handlinger, der skal hjælpe EU med at komme i mål med den ambitiøse målsætning.
De 6 mål omfatter følgende emner:
- Implementering af EU naturbeskyttelseslovgivning
- Beskyttelse af økosystemer og anvendelse af grøn infrastruktur
- Bæredygtigt landbrug og skovbrug
- Forvaltning af fiskeriressourcen
- Kontrol af invasive arter
- EU bidrag til beskyttelsen af den globale biodiversitet
Artiklen fortsætter under billedet...
Publikum, der primært bestod af biologer, byplanlæggere og landskabsarkitekter, lærte bl.a., at bynatur gør livet målbart mere værd at leve og inspirerer til flere aktive fællesskaber og sunde former for byliv.
Flere sommerfugleambassadører
Det var Mette Gjerskov, miljøordfører fra Socialdemokratiet, der åbnede konferencen.
- Vi skal tage stilling og danskerne har valgt en grøn regering. Vi skal alle ud i naturen og komme til at holde af den og blive motiveret for at passe på den, sagde hun bl.a. og opfordrede alle til at gå ind på Miljøministeriets hjemmeside og skrive forslag til initiativer til bevarelse af biodiversitet.
På konferencen blev der bl.a. talt om strategier for bevaring af biodiversitet med inspiration fra bl.a. London og Paris, om etablering af biodiversitetsparker i byerne, om værdien af flere vilde, rekreative områder (Vild Med Vilje) og om behovet for flere sommerfugleambassadører.
-los