Vil uddanne flere bygningskonstruktører i NordjyllandProfessionshøjskolen UCN i Aalborg kan ikke dække branchens behov med det antal bygningskonstruktører, skolen uddanner i dag, fortæller uddannelsesleder Bruno Larsen.

Vil uddanne flere bygningskonstruktører i Nordjylland

Lav ledighed og stor efterspørgsel fra byggebranchen får nu Professionshøjskolen UCN til at oprette flere pladser på bygningskonstruktøruddannelsen i Aalborg. Virksomhederne viser stor interesse for at have de studerende i praktik

Hidtil har UCN haft 151 studiepladser på den dansksprogede linje. Fra februar næste år udvider professionshøjskolen med 33 pladser, så uddannelsen fremover kan tage imod 184 nye danske bygningskonstruktørstuderende om året.

- Vi oplever, at vi ikke kan dække branchens behov med det antal bygningskonstruktører, vi uddanner i Nordjylland i dag. Ledigheden er lav, og byggebranchen er inde i en gunstig udvikling, hvor bygningskonstruktørerne spiller en afgørende rolle, ikke mindst i forhold til den grønne omstilling, hvor branchen skal reducere CO2-udledningen som led i regeringens 2030-målsætning, forklarer Bruno Larsen, uddannelsesleder for UCN's byggeriuddannelser.

I job inden de er færdige
Byggebranchen er den branche i Nordjylland, der oplever den største grønne vækst, viser en ny analyse fra Business Aalborg. Netop bæredygtighed og bæredygtigt byggeri er en væsentlig del af bygningskonstruktøruddannelsen på UCN.

- Indtil nu har vi haft tre danske hold til start om sommeren og kun to hold til februar. Nu opgraderer vi, så der også starter tre hold om vinteren. De skal i et halvt års praktik i løbet af uddannelsen, og vi oplever en stor interesse fra virksomhederne i forhold til at få de studerende i praktikforløb. Mange har også fået job, allerede inden de er færdige med uddannelsen, siger Bruno Larsen.

Det er primært ansøgere med et svendebrev (EUD) eller en gymnasial eksamen, der kommer ind på uddannelsen. UCN udbyder også en engelsksproget linje på bygningskonstruktøruddannelsen med 25 pladser om året. Uddannelsen varer tre og et halvt år.

-los

22/3 2021