Væksten i byggeriet fik hård opbremsning
Byggesektoren fik en omsætningsvækst på 7,4 procent i første halvår af 2019, men gik i stå i andet halvår med en reel nulvækst på 0,1 procent
Samfund
Danmarks Statistiks omsætningsstatistik for januar-november 2019 baseret på virksomhedernes momsindberetninger viser ifølge cheføkonom Bo Sandberg i Dansk Byggeri, at 2019 har været en ’todelt affære’ for omsætningen i bygge- og anlægsbranchen.
Det foreløbige facit for hele året blev et plus på 3,8 procent på baggrund af de første 11 måneders omsætning. Det dækker nemlig over en omsætningsvækst på 7,4 procent i første halvår, mens der i andet halvår reelt har været nulvækst med 0,1 procent i omsætningsfremgang.
Toppede tidligt i 2019
Bo Sandberg peger på, at omsætningsudviklingen bekræfter, at byggeriets opsving toppede på et tidspunkt i løbet af første halvår 2019 i denne omgang:
- Det er både boligbyggeriet samt vej- og baneanlæg, der så småt er begyndt at pege nedad, mens renoveringsmarkedet til gengæld holder dampen oppe, understøttet af lav rente, mange bolighandler og lånekonverteringer. En omsætningskurve i byggeriet, der i øjeblikket er helt flad, er dog til at leve med ovenpå seks år med ubrudt fremgang. Håbet er stadig, at byggeriet kan komme til at opleve noget så sjældent som en blød landing, som der ellers ikke er tradition for i branchen, siger han.
Servicesektoren holder dampen oppe
Omsætningen for erhvervslivets samlede hjemmemarked resulterede i de første 11 måneder af 2019 i en forholdsvis pæn omsætningsvækst på 2,4 procent, og det bekræfter ifølge Dansk Byggeris cheføkonom, at både hjemmemarked og eksportmarked er med til at holde opsvinget i gang:
- Det er især servicesektoren, der har haft høj omsætningsvækst. Hoteller og restauranter har øget omsætningen med 4,8 procent, tæt efterfulgt af videnservice med 4,7 procent og rengøring/operationel service med 4,6 procent. Omvendt har transportsektoren haft den laveste nominelle omsætningsvækst i 2019 på 0,4 procent, og det er lavere end inflationen, slutter Bo Sandberg.
DanB