LCA
scroll
Von der Leyen modtager æresmedalje for tværeuropæisk arkitekturprojektÆresmedaljen blev overrakt fredag den 26. maj på en New European Bauhaus-konference afholdt i forbindelse med Arkitekturbiennalen i Venedig.

Von der Leyen modtager æresmedalje for tværeuropæisk arkitekturprojekt

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har fået Arkitektforeningens Æresmedalje for initiativet 'New European Bauhaus', der handler om at gentænke byggeriet i Europa ud fra de tre hovedværdier: inklusion, bæredygtighed og æstetik

I anledning af UIA's verdenskongres for arkitektur, der afholdes i København til sommer, blev EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen fredag d. 26. maj tildelt Arkitektforenings Æresmedalje.

Prisen blev givet for initiativet New European Bauhaus og initiativets anerkendelse af den uundværlige rolle, som kunst, design og arkitektur spiller i udviklingen af en bæredygtig verden.

Begrundelsen for prisen til Ursula von der Leyen lyder:

- Gennem initiativet New European Bauhaus har Ursula von der Leyen understreget betydningen af en holistisk tilgang til bæredygtig udvikling af vores byer og lokalsamfund. Ved at udfordre den konventionelle forestilling om at opnå en bæredygtig verden udelukkende gennem teknologiske fremskridt og reduktion af CO2-udledning har hun kastet politisk lys over behovet for en kulturel transformation, der begynder i vores daglige liv og boligområder. Dermed har hun anerkendt den uundværlige rolle, som kunst, design og arkitektur spiller i udviklingen af en bæredygtig fremtid.

Prisen blev overrakt af Johnny Svendborg, forperson i Arkitektforeningen, som understregede:

- Vi deler troen på, at arkitektur kan spille en afgørende rolle i at omforme vores samfund mod en bæredygtig fremtid. Og vi er klar til at gå forrest.

Æresmedaljen er Arkitektforeningens fineste pris og er blevet uddelt siden 1927. Den er tidligere blevet givet til Alvar Aalto, Arne Jacobsen, Ludwig Mies van der Rohe, Jørn Utzon, Jan Gehl og Bjarke Ingels – og senest til Anne-Grethe Foss, Lene Tranberg og Jens Thomas Arnfred.

Et nyt europæisk Bauhaus
Ursula von der Leyen fremlagde ideen om et nyt europæisk Bauhaus i september 2020. Meningen med projektet er, at forskellige aktører fra forskellige lande og fag skal udveksle viden og erfaringer, der kan gøre Europa klogere på at bygge mere bæredygtigt, mere æstetisk, samt finde ud af, hvordan man kan inkludere de mennesker, der bor og lever i arkitekturen, mere i byggeriet.

EU-initiativet forløber over en toårig periode og består af i alt seks ’fyrtårns-projekter’, hvoraf den ene har danske Torben Klitgaard i front, der til dagligt er direktør i innovationsnetværket og kontorfællesskabet Bloxhub.

Det dansk-ledede projekt, som bærer titlen Desire (der er en sammentrækning af ’Designing the irresistible circular society’), handler mere præcist om at undersøge, hvordan der kan skabes uimodståelige cirkulære løsninger, således at bæredygtighed altid er det mest oplagte valg, når der bygges, transformeres og renoveres.

 

-tmk

30/5 2023