Debat: Hårdere straffe er ikke nok mod asbestforbryderne

Debat: Hårdere straffe er ikke nok mod asbestforbryderne

Hvis politikerne virkelig vil asbestproblemet til livs, kræver det mere end straf og forbud. Det kræver, at de også sikrer en fornuftig økonomisk løsning, mener BygTek-journalist, Dan Bjerring

Igen og igen afsløres brodne kar i byggebranchen. Senest har TV2 dokumenteret, hvordan virksomheder – trods autorisationsordninger – ser stort på sikkerheden ved arbejde med asbest.

Ansatte sendes direkte ud i livsfarligt arbejde uden ordentlig beskyttelse.

Det er uacceptabelt, og ikke overraskende har det fået politikerne på banen med budskaber om, at der skal strammes markant op over for kriminelle arbejdsgivere i form af dels fængselsstraf og dels tvangslukning af de rådne firmaer.

Men det løser kun halvdelen af problemet. De samme brodne kar er med til at spænde ben for den store del af byggebranchen, der arbejder ansvarligt og bæredygtigt.

Der findes ifølge DI Byggeri stadig omkring 400.000 asbesttage i Danmark, og en stor del af dem kan - med korrekt rensning og maling – holde i mange år endnu.

Vel at mærke uden at tagene er en akut risiko. Den mulighed risikerer at forsvinde i en politisk iver efter at ’gøre noget’, hvor konsekvensen i praksis bliver, at flere tvinges ud i dyre og unødvendige tagudskiftninger.

Og her rammer virkeligheden. For hvem skal betale? Ikke mindst pensionister sidder i boliger med asbesttag, men uden økonomisk råderum til at rive 250.000–300.000 kr. ud af budgettet til et nyt tag. 

Resultatet er forudsigeligt - tagene får lov at forfalde. Ikke af ond vilje, men af nød. Først, når huset skifter ejer, sker der noget. Det gavner hverken miljøet eller sikkerheden. 

Hvis politikerne virkelig vil asbestproblemet til livs, kræver det mere end straf og forbud. Det kræver, at de også sikrer en fornuftig økonomisk løsning.

Der findes tilskud til varmepumper, energirenoveringer og grøn omstilling. Hvorfor ikke en målrettet pulje til fjernelse af asbesttag? Hvorfor ikke hæve Håndværkerfradraget markant til netop denne opgave? 

Hvorfor accepterer vi, at deponering af asbestaffald svinger voldsomt fra kommune til kommune – fra 800 - til 2500 kr. pr. ton?

De høje og uens priser skaber et andet alvorligt problem - dumping i naturen. Igen og igen dukker asbestplader op i grøfter og skovområder. 

Når korrekt bortskaffelse bliver for dyr, vælger nogle den forkerte løsning. Det er farligt, det er ulovligt – men det er også et politisk ansvar. Prisen på udskiftning af asbesttag ligger på omkring 2600 kr. pr. m2 – cirka 40 % dyrere end almindelige tag. Det er en regning, mange ganske enkelt ikke kan betale.

Derfor er budskabet enkelt: Hvis politikerne mener det alvorligt med at få asbest ud af både arbejdsmiljøet og naturen, må de også gøre det økonomisk attraktivt at handle ansvarligt.

Ellers ender vi med flere skandaler, flere ulovligheder – og et problem, der bare vokser.

Dan Bjerring
Journalist
BygTek

2/4 2026