Isover
scroll
Det går fremad på Nyt Hospital NordsjællandJakons andel af kompletteringsentreprisen omhandler bl.a. indvendige vægge, lofter og gulve til hospitalets rum. Foto: Herzog & de Meuron - Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Det går fremad på Nyt Hospital Nordsjælland

Byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland er på vej ind i tredje fase, hvor kompletteringsarbejderne skal udføres. Jakon og NCC har netop indgået kontrakt på en væsentlig del af kompletteringsentreprisen

Efter snart to års intensivt jord- og betonarbejde på byggepladsen på Overdrevsvej i Hillerød er byggeriet af Nyt Hospital Nordsjælland ved at tage hul på tredje fase, hvor kompletteringsarbejder i den kommende tid vil indtage byggepladsen. Det sker i forlængelse af lukningsentreprisen. Helt efter planen har NCC og Region Hovedstaden indgået en aftale om det videre byggeri.


- Aftalen er et resultat af det gode samarbejde, vi har med kunden, og vi er nu klar til at tage fat på tredje fase af Danmarks smukkeste hospital. Vi kan fra maj i år se frem til at skulle arbejde på hospitalets indretning og udføre de indvendige arbejder. Det vil danne rammerne for kommende operationsstuer, sengestuer med videre, siger sektionsdirektør Lars Scheibel fra NCC.

Meget træ indvendigt
Kompletteringen omhandler indvendige vægge, lofter, døre/porte, gulve, inventar mv. til hospitalets rum og funktioner. Der er lagt stor arkitektonisk værdi i, at mange endelige overflader beklædes med træ, så hospitalet fremstår med en helende arkitektur og virker varmt og med et godt indemiljø.


- I den næste fase af byggeriet vil bygningen begynde at tage form, og firkløveret og de arkitektoniske tanker vil man begynde at kunne se, siger projektchef Sune From fra Nyt Hospital Nordsjælland.

Kompletteringsentreprisen på Nyt Hospital Nordsjælland løber frem til endelig færdiggørelse og aflevering og kræver en tæt koordinering med færdiggørelsen af beton- og stålkonstruktionerne.

Med en samlet kontraktsum på 669 mio. kr. bliver kompletteringsentreprisen på Nyt Hospital Nordsjælland en af Danmarkshistoriens største.

Jakon løber med broderparten
Jakon har med NCC indgået en aftale om en væsentlig del af kontrakten. Jakons andel beløber sig til 488 mio. kr. og den bliver således Ballerup-virksomhedens største enkeltstående kontraktordre nogensinde.


- Aftalen er den hidtidige kulmination på et godt og værdiskabende samarbejde med NCC og Region Hovedstaden. Nu ser vi ser frem til at komme i gang med arbejdet og fortsætte samarbejdet med Region Hovedstaden, NCC og de teknikfag, som bliver tilknyttet opgaven.

I Jakon har vi stolte håndværksmæssige traditioner og vi vægter den gode dialog med vores samarbejdspartnere. Disse værdier ser vi hos Jakon meget frem til at bidrage med på Nyt Hospital Nordsjælland, så vi sammen indfrier projektets gode intentioner og giver hospitalets fremtidige brugere flotte og helende rammer, udtaler Teddy Pedersen, produktionsdirektør i Jakon. 

-pf

10/2 2022