Byggeskadeforsikring på vej i graven
Lovforslag lægger op til at udfase byggeskadeforsikringsordningen fra 1. januar 2027
Af Dan Bjerring
Et udkast til lovforslag foreslår at afskaffe byggeskadeforsikringsordningen fra 1. januar 2027. Det skyldes ifølge DI Byggeri blandt andet en lav dækningsgrad, manglende konkurrence på markedet og høje forsikringspræmier
Indtil videre er der kun tale om et udkast til lovforslag. De gældende regler om byggeskadeforsikring gælder derfor stadigvæk.
Lav dækningsgrad
Byggeskadeforsikring er i dag obligatorisk ved visse former for nybyggeri til helårsbeboelse, hvor ordningen skal beskytte forbrugere mod de økonomiske følger af alvorlige byggeskader i forbindelse med fejl ved opførelsen.
Forslaget om at afskaffe ordningen skyldes, at dækningsgraden for anmeldte skader er væsentligt lavere end for andre forsikringstyper, ligesom at kun ét forsikringsselskab udbyder byggeskadeforsikring med deraf følgende mangel på konkurrence og derfor høje forsikringspræmier.
Hvem har ansvaret?
Selv om byggeskadeforsikringsordningen foreslås afskaffet, gælder de nuværende regler endnu. Virksomheder, der opfører eller projekterer boligbyggeri, bør ifølge DI Byggeri fortsat være opmærksomme på reglerne om byggeskadeforsikring - herunder hvornår forsikringen skal tegnes, og hvem der har ansvaret for det.
Folder om byggeskadeforsikring
DI Byggeri udgav i august i år en folder om byggeskadeforsikring. Den giver et praktisk overblik over de regler, der fortsat gælder, og gennemgår blandt andet:
- Hvornår byggeskadeforsikringen er obligatorisk
- Hvem der skal tegne forsikringen
- Hvilke konsekvenser manglende forsikring kan have
- Hvilke undtagelser gælder