Aktuelle nyheder - Døre & vinduer

Vinduesproducent sender lærling til ThailandDansk håndværk opleves som kvalitet i thailand, så Christian Aagaard fik hurtigt meget ansvar for produktudvikling og kunder og fik en oplevelse for livet.

Vinduesproducent sender lærling til Thailand

For at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive, sætter Skive College nu fokus på muligheden for udlandsophold og vinduesproducenten Outrup har netop haft sin første lærling otte uger i Thailand

Del artiklen på

Samfund - Erhvervsuddannelse

Flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse. Det er en af målsætningerne hos uddannelsesinstitutionen Skive College, som konstant arbejder på at gøre tilbuddene på området endnu mere attraktive for de unge.

Derfor skærper skolen nu fokus på mulighederne for at komme i praktik og på skoleophold i udlandet, da det er noget, der i stigende grad tiltaler den unge generation:

- Der har i mange år været en tendens til, at for få unge vælger en erhvervsuddannelse, og den udvikling skal vi have vendt, og her har vi erfaret, at rigtig mange unge efterspørger at kunne komme på udlandsophold. Derfor vil vi sætte endnu mere fokus på, at eleverne på vores uddannelser har mulighed for at komme på skole- eller praktikophold i løbet af deres uddannelse, hvor vi hvert år blandt andet har elever i både Holland, Østrig, Spanien, Tyskland og Sverige, fortæller international koordinator på Skive College, Maren Møller Vestergård.

Stort udbytte også for virksomheden
Det er et tilbud til de unge, som man i høj grad bakker op om hos vinduesproducenten Outrup Vinduer & Døre. Her har man nemlig haft sin første maskinsnedkerlærling i praktik i udlandet, og det gav ikke alene oplevelser udover det sædvanlige, men også et fagligt boost, som kommer til gavn for virksomheden i det videre forløb:

- Selvom vi har haft rigtig mange lærlinge gennem tiden, er det første gang, vi kombinerer et lærlingeforløb med et praktikophold i udlandet. Og det har vist sig at være en kæmpe succes, da det har givet en masse energi og læring, som virkelig smitter positivt af på os – både fagligt og socialt. Derfor har vi nu også besluttet at tilbyde den mulighed til en større del af vores lærlinge, som har mod på det og lyst til det, da det dels giver en masse til os og dels bidrager til, at der er endnu flere muligheder forbundet med at tage en erhvervsuddannelse, lyder det fra Outrup Vinduer & Døres produktionsleder Martin Kanstrup Johansson.

Christian Aagaard var på træfabrikken Champaca, hvor han i otte uger indgik som en del af medarbejderstaben med seks dages arbejdsuge, andre arbejdsgange, andre faglige områder og en anden kultur, hvilket han oplever har givet uddannelsen et løft.

Fik hurtigt meget ansvar i Thailand
Det er Outrup Vinduer & Døres 21-årige maskinsnedkerlærling Christian Aagaard fra Hassing, der netop har været på praktikophold i Thailand. Her var han på træfabrikken Champaca, hvor han i hele otte uger indgik som en del af medarbejderstaben og beskæftigede sig med alt fra udvikling af branddøre til kontakt med virksomhedens kunder:

- Praktikopholdet gav mig utrolig meget viden og indblik i branchen, som er et rigtig godt supplement til det, jeg lærer hos Outrup. Jeg oplevede generelt, at de lokale så det som et kvalitetsstempel, at jeg kom fra Danmark, da mange forbinder dansk håndværk med høj kvalitet, og det betød også, at jeg ret hurtigt fik meget ansvar og fik lov at prøve kræfter med alt fra produktudvikling til kundekontakt. Så det var på mange måder en anden form for faglig viden, jeg kunne fylde i min kuffert, forklarer maskinsnedkerlærling Christian Aagaard og fortsætter:

- Samtidig fik jeg løbende en rigtig god støtte og sparring fra min produktionsleder hos Outrup, som jeg jævnligt snakkede i telefon med om alt fra konkrete opgaver til læringsudbyttet generelt. Og det var alt sammen med til at gøre det til en rigtig god oplevelse.

En oplevelse for livet
I praktikforløbet boede Christian Aagaard i et boligområde, der hørte til fabrikken. Her arbejdede han på samme vilkår som den øvrige medarbejderstab med en arbejdsuge på seks dage:

- Fabrikken lå lidt uden for Bangkok, så på mine fridage havde jeg mulighed for at tage ind til byen, hvor virksomheden stillede en lejlighed til rådighed. Det har uden tvivl været en oplevelse for livet, hvor man både får indblik i andre arbejdsgange, andre faglige områder og en anden kultur, end det vi kender herhjemmefra, hvilket har været med til at give min uddannelse et løft, slutter han.

Christian Aagaard har været hos Outrup Vinduer & Døre i godt tre år, og til efteråret står han overfor den afsluttende svendeprøve.

-jhn

 

Læs mere om Døre & vinduer

5/3 2020