Global faktureringstjeneste til Danmark
Flere end 230.000 brugere i mere end 30 lande benytter allerede faktureringsprogrammet Debitoor – nu indtages Danmark
Danske e-conomic international sender nu freemium faktureringsprogrammet Debitoor i luften over Danmark. Debitoor, der har flere end 230.000 brugere i mere end 30 forskellige lande, er målrettet enkeltmandsvirksomheder og freelancere. Planen er i løbet af en treårs periode at blive førende på det danske start-up marked.Debitoors ambitioner i Danmark hænger i høj grad også sammen med familiebåndet til regnskabsprogrammet e-conomic, der i dag er blandt verdens førende cloudbaserede regnskabssystemer til små og mellemstore virksomheder samt revisorer.
- Med lanceringen af Debitoor i Danmark kan vi som de eneste på markedet tilbyde fakturering og regnskabsstyring til hele palletten af selvstændige samt små og mellemstore virksomheder. Samtidig er det også muligt for revisorer, der i forvejen arbejder via e-conomic, at arbejde med Debitoor-brugere, hvis de ønsker den model. De muligheder ser vi som en central del i vores bestræbelser på at indfri ambitionsniveauet, siger markedschef Alessandro Justesen Leoni, Debitoor.
Alessandro Justesen Leoni peger endvidere på Debitoors åbne API som yderligere en faktor, der spiller væsentligt ind på succesen i Danmark. Debitoor er på samme måde som e-conomic bygget op omkring et åbent API, der gør det muligt for kunderne at integrere bl.a. webbutikker og CRM-systemer med Debitoor.
Førende i Europa
Debitoor er allerede førende i en række europæiske lande, herunder hovedmarkedet Tyskland, hvor man med det enkle og intuitive faktureringsprogram i løbet af to år er blevet markedsleder med flere end 50.000 kunder. Ambitionen er i løbet af en kort årrække at opnå den samme udvikling som i Tyskland og derved blive markedsleder i Danmark.
- Vi har i en række lande bevist, at der er et stort behov hos freelancere og start-up virksomheder for at udføre enkel bogføring og fakturering uden at have den mindste erfaring. Med simple workflows og uden brug af regnskabsterminologi ruller vi nu ud i Danmark, hvor vi går benhårdt efter de mange selvstændige, der stadig sidder fast i deres Word eller Excel, når de skal fakturere, siger Alessandro Justesen Leoni.
Og ifølge Alessandro Justesen Leoni går det rigtig stærkt hos Debitoor, hvor der dagligt signer mellem 500 og 600 nye brugere op på det gratis faktureringsprogram.
Simpel forretningsmodel
Debitoors forretning er bygget op om en simpel model, hvor alt basis i forbindelse med fakturering er gratis. Skal der ekstra features på som eksempelvis fakturadesign, bankintegration, momsrapporter mm, så kan der vælges enten en Premium eller en Premium Plus udgave til henholdsvis 49 kr. eller 99 kr. per måned.
- I gratispakken er alt, hvad man har brug for, når man starter op og skal fakturere. Men løbende kan der opstå behov for tidsbesparende og udvidede funktioner, så her har vi gjort det muligt at tilkøbe funktioner. I Premium Plus-udgaven er det eksempelvis muligt at få bankintegration, så man i stedet for at bruge en masse tid på at indtaste udgifter, kan overføre dem direkte fra sin bankkonto, forklarer Alessandro Justesen Leoni.
- kj