Alt du skal vide om renovering af faldstammer
Netværksdagen for Byens Boligforeninger byder blandt andet på et temaforedrag om renovering af faldstammer og kloakker. Kom og hør eksperter fortælle om deres forskellige løsninger
Af Tine Maria Kristiansen
Er foreningens faldstammer og kloakker i dårlig forfatning, er der flere måder, problemet kan gribes an på. Der findes nemlig forskellige renoveringsmetoder, og nogle af dem kan du høre om på Netværksdagen for Byens Boligforeninger d. 24. november, hvor fire virksomheder fortæller om deres løsninger fra kl. 13.20 til 14.20.
Strømpeforing
Først vil Jes Hovgaard, som er kundeansvarlig i Aarsleff tale om strømpeforing, som er en metode, virksomheden selv har udviklet tilbage i 80’erne.
- Det er en gedigen behandling, som holder i mange år, forklarer Pauli Andersen, der er direktør i Videncenter for ejerforeninger, og som vil facilitere foredraget på selve Netværksdagen.
- Alternativt kan man lave en relining-behandling, som er en metode, virksomheden Proline har specialiseret sig i, tilføjer han.
Relining
Direktør Heine Buhl fra Proline vil, efter Jes Hovgaard fra Aarsleff har været på, fortælle om fordelene ved virksomhedens relining-metode. Om sit oplæg forklarer han:
- Vi vil oplyse om det, vi selv synes, er en innovativ løsning, hvor vi nærmest støber nye rør inde i de gamle. Til metoden bruger vi en speciel overfladebehandling, som forlænger levetiden på faldstammerne. På den måde behøver rørene ikke blive skiftet, og beboerne slipper for at flytte ud af deres lejlighed, mens renoveringsarbejdet står på, siger Heine Buhl og uddyber:
- Problemet ved traditionelle rørudskiftninger er, at beboerne skal genhuses, fordi arbejdet kræver, at gulve, vægge og lofter bliver banket op. Det giver en masse merudgifter, koordinering og svineri i lejlighederne, som undgås med vores løsning.
Inspektion og rådgivning
Efter oplægget fra Proline vil Thomas Weber og Nikolai Carlslund fra entreprenørvirksomheden Peter Meyer, fortælle om at lave renoveringsarbejde i kloakker. Virksomheden er specialister i kloakrenovering og udarbejder samtidig tv-inspektioner, renoveringsrapporter og laver rottebekæmpelse for boligforeninger.
Efter Thomas Weber og Nikolai Carlslund vil Robbin Stabell fra Norva24 supplere med et oplæg, om hvordan man bedst forlænger sine kloakker og faldstammers levetid. Robbin Stabell har over 20 års erfaring med salg og vejledning på området. Så kom og hør hans råd på Netværksdagen.
Klæder boligforeningerne på
Meningen med de fire oplæg er ifølge foredragets facilitator, Pauli Andersen, at bestyrelsesmedlemmer og driftsfolk skal blive klædt på til at vælge de rette løsninger og metoder, når boligforeningens faldstammer og kloakker står over for en renovering.
- Helt overordnet handler det om at få den rette viden til at klare de udfordringer, der er i foreningerne. Bagefter kan man på et oplyst grundlag gå ud i udstillingshallen og tage en snak med virksomhederne om de specifikke problemer, man står med, afslutter han.
Reservér din billet på: ByensBoligforeninger.dk
Du inviteres med til Netværksdagen for Byens Boligforeninger
- Torsdag den 24. november kl. 8-15.
- Gratis adgang
- Fuld forplejning (morgenmad kl. 8.00-8.55 og frokost kl. 11.20-13.15)
- Kom og gå, som det passer dig
- Kun plads til 200 besøgende, så husk at booke billet
- Sted: Frihedens Idrætscenter, Hvidovrevej 446, 2650 Hvidovre