DM&E forsvarer de autoriserede kloakmestre

Danske Maskinstationer og Entreprenører tager skarpt afstand fra formand for Dansk Byggeris TV-inspektionsgruppe udtalelser og undsigelse af autoriserede kloakmestre, der udfører TV-inspektion

DM&E reagerer kraftigt på de udtalelser, formand for TV-inspektionsgruppen Claus Vangsager har været ude med i flere medier den seneste uge og kalder metoden direkte utilstedelig.

- Det er efter DM&E´s opfattelse helt hen i vejret, når formanden for TV-inspektionsgruppen under Dansk Byggeri kalder autoriserede kloakmestre, der udfører TV-inspektion, useriøse og undsiger deres kompetencer og kvalitet”, udtaler Branchedirektør i DM&E Bent Juul Jørgensen.

- Når landets autoriserede kloakmestre på den måde, over en bred kam, bliver undsagt i pressen, er der behov for at stå sammen og tage kraftig afstand. DM&E har gennem den seneste uges tid forsøgt at få udtalelserne trukket tilbage, men det har ingen i organisationen ønsket, fortæller Bent Juul Jørgensen.

- Vi har svært ved at forstå, at man som forening har behov for at undsige andre for at fremme egne interesser, og når nogen, som i dette tilfælde, forsøger at skabe mistillid blandt vores medlemsvirksomheders kunder, har vi som brancheforening en forpligtigelse til at tage skarp afstand fra dette og derfra varetage de autoriserede kloakmestres interesser bedst muligt, fastslår Bent Juul Jørgensen.

- Den måde at undsige kollegaer i branchen på ligger meget langt fra DM&E’s værdigrundlag. Og det afføder uden tvivl et endnu større behov for, at vi som brancheforening bakker op om de mindre kloakmestervirksomheder og varetager deres interesser bedst muligt. Hvilket også vil få os til at løbe endnu stærkere for kloakmestrene, konkluderer Bent Juul Jørgensen.

- DM&E bakker i øvrigt fuldt op om Kloakmestrenes TV-inspektion, hvor kloakmestrenes høje kloakfaglige viden kombineret med systematisk uddannelse og efteruddannelse indenfor TV-inspektion giver en høj kvalitet og er en gevinst for kunderne, fastslår Bent Juul Jørgensen.

-cmn

2/12 2016