For at finde fremtidens løsninger må fremtidens håndværkere kigge tilbage

Mange af svarene på klimaudfordringerne er allerede kendt. De skal findes i de gamle kulturhistoriske materialer og arbejdsmetoder, mener Nationalmuseet, Hofor, og en række håndværks-, videns- og undervisningsinstitutioner

I efteråret 2024 gik 200 unge håndværkselever sammen med eksperter fra Nationalmuseet, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (Hofor) og en lang række håndværks-, videns- og undervisningsinstitutioner om at løse klimakrisen med afsæt i en særudstilling på Nationalmuseet.

I et Escape Room får museets gæster mulighed for at opleve, hvordan det føles, når byerne bliver oversvømmet af havvand, grundvand og skybrud som følge af de globale klimaforandringer.

Samtidig bliver de præsenteret for håndværksbaserede klimaløsninger med afsæt i materialer, teknikker, metoder og viden fra forsynings- og byggebranchen, arkitekturen og kulturhistorien. Særudstillingen åbner på Nationalmuseet i København i januar 2025.

Baggrunden for projektet er klimakrisen, som truer byer, fællesskaber og kulturarv med voldsomme vejrfænomener og vand fra alle sider.

Vand som ikke alene oversvømmer huse, kældre og infrastruktur, men som også stiller helt nye krav til udviklingen af bæredygtige løsninger.

Den opgave kræver faglærte håndværkere, men ifølge prognoser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, kommer der allerede i 2030 til at mangle op mod 40.000 med en håndværksfaglig uddannelse.

Derfor haster det med at finde svar på de konkrete håndværks- og klimaudfordringer, og det er netop hvad 'Vand fra alle Tider' skal hjælpe med.

Projektet inviterer unge håndværks-elever og eksperter til i fællesskab at undersøge, hvordan gamle håndværksmetoder kan sikre byerne bedre, når vandet kommer. Derved bringes kulturhistorien for alvor ind i klimakampen.

'Vand fra alle Tider' er bl.a. udviklet af

Nationalmuseets Forskningscenter for Sociale Bymodeller (SUMO)
Håndværks- og kulturprojektet Gnist
Hovedstadsområdets Forsynings-selskab (Hofor)
IT-Universitetet i København
Frilandsmuseet
Brede Værk
Skibene i Holbæk
Høje Taastrup Ungdomsskole
Flere Fugle

Vand fra alle tider

Ifølge parterne bag 'Vand fra alle tider' kan kulturhistoriske håndværk, viden, teknikker, materialer og redskaber bidrage på mange måder til fremtidens klimasikring af byerne.

Eksempelvis:

Mange af de gamle huse, der står på Frilandsmuseet, er lavet, så man kan adskille og flytte dem. Flytbare huse kan være en måde at imødekomme fremtidens udfordringer med hav- og grundvandsstigninger.

Pælefunderede huse, som bl.a. ses i Københavns historiske bydele som eksempelvis Christianshavn, er en traditionel og velafprøvet funderingsteknik, som er gået i glemmebogen.

Her er vand med til at bevare de træpæle, som husene står på, mens husene synker, hvis pælene udtørres. Vand bliver altså en ven nærmere end en fjende.

Tagrør vokser i vådområder og bidrager til at rense områderne for kvælstof. Fremtidens øgede vandområder kan bruges til produktion af tagrør til stråtækte tage.

Diffusionsåbne overfladebehandlinger som linoliemaling tillader materialer at ånde frem for lukkede, plastikbaserede malinger, der nemmere fører til eksempelvis råd, når det udsættes for meget vand over tid.

Kulturhistorisk viden om naturlige og bæredygtige materialer kan med fordel indgå i fremtidens bæredygtige byudvikling.

Den traditionelle vandmølle af træ, som den der står på Frilandsmuseet, kan gentænkes som en måde at bruge vand konstruktivt til fødevareproduktion i byerne.

Man kan eksempelvis lade sig inspirere af vandmøllekonstruktionen, bygge vandmøller i centrum af fremtidens byer og bruge de øgede vandmasser til at male mel.

Derigennem kan fødevareproduktionen bringes tæt på byens borgerne og samtidigt nedsætte transportomkostninger samt CO2-belastning.

Kornsorter reagerer meget forskelligt på vand. Dyrkningsmetoder med traditionelle teknikker, redskaber, materialer og viden fra kulturhistorien kan bidrage til at tænke i retning at nye dyrkningspotentialer i byområder ('Urban Farming') ifm. fremtidig byplanlægning, hvor vandet tænkes ind som ressource.

Den generelle evne til at bevare bygningsmassen gennem traditionelle håndværksteknikker og regenerativ byudvikling frem for at rive ned og bygge nyt kan bidrage med en præventiv gevinst i form af lavere CO2-aftryk og dermed mindre global opvarmning.

-dc

6/12 2024