Hedebølge får salget af varmepumper til at eksplodere
Markedet for sommerkøling med varmepumper er brandvarmt lige nu, viser nye tal fra 3byggetilbud.dk
Den seneste tids forhøjede temperaturer har sat gang i en bølge af danskere, der vil have deres varmepumpe til at køle og ikke blot varme.
Hos 3byggetilbud.dk er antallet af opgaver om luft til luft-varmepumper i juni næsten tredoblet sammenlignet med et normalt år – og stigningen følger hedebølgen næsten dag for dag.
Juni er normalt en stille måned for varmepumpeopgaver. Men i år har platformen modtaget næsten tre gange så mange henvendelser som i juni 2024 og 2025, og antallet af opgaver tog for alvor fart i ugen op til hedebølgens højdepunkt i slutningen af juni.
- Det er en helt atypisk situation. Normalt er sommeren den mere stille periode for varmepumpeinstallationer, men nu står folk i kø for at få dem installeret med det samme, fordi de har fundet ud af, at varmepumpen også kan køle, siger Maria Sauer Carlsen, kommunikationschef hos 3byggetilbud.dk.
Gennemgangen af opgaverne viser et tydeligt mønster: Det er især varmen på 1. sal og i tilbygninger, der får danskerne til at reagere.
En boligejer beskriver, hvordan det bliver ekstremt varmt på 1. sal i et toetagers hus. En anden ønsker en varmepumpe, der kan fungere som klimaanlæg i stuen om sommeren, mens en tredje har akut brug for nedkøling af et rum i tilbygningen.
Fælles for mange af henvendelserne er, at de haster. Flere skriver eksplicit, at løsningen skal op at hænge hurtigst muligt. Det presser allerede installatørerne: De har svært ved at følge med efterspørgslen og kan ikke nå at installere luft til luft-varmepumper nær så hurtigt, som folk forventer.
- Hedebølgen afspejler sig tydeligt i de henvendelser, vi får ind, og det er ikke alle vores el-installatører i netværket, der kan følge med i det tempo, der bliver efterspurgt lige nu, siger Maria Sauer Carlsen.
-dc