Strømpeforing forlænger levetiden på kloakker – uden at grave vejene op
Flere kommuner vælger strømpeforing af vejbrønde og stikledninger, før ny asfalt lægges. Metoden forlænger levetiden på infrastrukturen og reducerer CO2, fremhæver entreprenørvirksomheden Nordkysten
Hvor Strømpeforing tidligere primært blev anvendt til renovering af kloakledninger, bruges den nu også til vejbrønde og stikledninger – uden omfattende opgravninger.
Brøndby Kommune er blandt de kommuner, der har taget metoden i brug. Inden et boligområde i Brøndbyvester fik ny asfalt, blev vejbrønde og stikledninger undersøgt med TV-inspektion for at afgøre, hvilke der kunne renoveres med strømpeforing.
– Vi ønsker, at vores investeringer holder i mange år. Derfor ser vi på vejbrøndene og stikledningerne, inden vi lægger ny asfalt. Er de utætte, kan der opstå materialeflugt under vejen, som senere giver sætninger, siger Frederik Lund, driftsleder i Brøndby Kommune.
Kommunen har indgået et samarbejde med Nordkysten A/S om renoveringen med det formål at fremtidssikre vejafvandingen og samtidig begrænse generne for borgere, trafik og miljø.
Udvikling udvider mulighederne
Ifølge Michael Stav Hansen, projektleder hos Nordkysten A/S, er strømpeforing ikke længere kun en løsning til traditionelle kloakledninger.
- Først renser og klargør vi ledningerne til strømpeforing. Derefter strømpeforer vi stikledningen fra vejbrønden gennem vandlåsen og ud til hovedledningen eller brønden. Efterfølgende afsluttes med en TV-inspektion som dokumentation for kvaliteten. Vi kan også strømpefore selve vejbrønden med en specialsyet strømpeforing, hvis kunderne ønsker det, siger han.
Skader opstår ofte omkring vejbrøndenes samlinger og vandlåse. Ved at tætne dem igen mindskes risikoen for rotter, indtrængende grundvand og udvaskning af materialer under vejkonstruktionen.
Den opgravningsfri metode reducerer behovet for nye rør, byggematerialer og jordkørsel. Samtidig kan arbejdet udføres fra en servicebil, hvilket betyder færre tunge transporter og mindre gene for både trafik og beboere.
- Når vi kan renovere den eksisterende konstruktion i stedet for at grave den op, sparer vi både materialer og transport. Samtidig anvender vi LED-hærdning, som bruger mindre energi end traditionelle metoder. Det gør løsningen attraktiv både teknisk og miljømæssigt, siger Michael Stav Hansen.
Dokumentation bliver stadig vigtigere
Alle renoveringer afsluttes med en TV-inspektion, som dokumenterer kvaliteten af arbejdet.
- Vi kan ikke selv se resultatet nede i ledningerne. Derfor betyder TV-inspektionen efter udførelsen meget. Den giver os sikkerhed for, at arbejdet er udført korrekt, siger Frederik Lund.
Hos Nordkysten A/S oplever man samtidig, at kommunerne stiller stadig større krav til dokumentation.
- Kommunerne efterspørger i stigende grad løsninger, hvor kvaliteten kan dokumenteres. Vi er derfor certificerede i Byggeriets kvalitetskontrol ILR, siger Michael Stav Hansen.
-kis