haandvaerk
haandvaerk
Malerne kvitterer for længe ventet prestige- og økonomisk løft til erhvervsuddannelserneMichael Groth Kastrupsen er udlært bygningsmaler. Foto: Danske Malermestre.

Malerne kvitterer for længe ventet prestige- og økonomisk løft til erhvervsuddannelserne

Danske Malermestres uddannelseschef er ikke i tvivl om, at regerings udspil gør, at flere unge nu vil vælge erhvervsuddannelserne til

Danske Malermestres uddannelseschef Michael Groth Kastrupsen ser positivt på, at regeringen nu gør alvor af at udmønte de tiltag på erhvervsuddannelsesområdet, som den har talt meget om. Her er både tale om investeringer i uddannelsernes kvalitet, lærernes kompetencer og skolernes maskinpark og et prestigeløft til uddannelserne.

Børne- og ungeminister Mattias Tesfaye (S) meddelte tirsdag, at han vil overbevise flere unge om at vælge en erhvervsuddannelse ved at give direkte adgang til universiteter efterfølgende. Og så skal der allerede i 2024 investeres 300 mio. kroner på området, stigende indtil der i 2030 investeres 900 mio. kroner om året.

- Det er så positivt, at der faktisk er to udmeldinger fra regeringen. Dels den med at et svendebrev åbner for videregående uddannelser, på linje med at en gymnasieuddannelse gør det. Og så er pengebeløbene til et løft af erhvervsskolernes udstyr, opkvalificering af lærerne og bedre sociale rammer positiv, siger Michael Groth Kastrupsen.

Danske Malermestres uddannelseschef er ikke i tvivl om, at de to ting gør, at flere unge vil vælge erhvervsuddannelserne til. Optaget til erhvervsuddannelserne er nemlig faldet i år – i forhold til gymnasierne.

- Der er andre organisationer, der mener, at investeringerne udelukkende skal gives til uddannelser indenfor den grønne omstilling. Men jeg kan ikke se, at der skal være en kamp mellem erhvervsuddannelserne, om hvem der har mest brug for pengene. Malerne får også en vigtig rolle at spille, når der skal renoveres fremfor at bygge nyt, siger Michael Groth Kastrupsen, der slår fast, at de to tiltag er en god start, men ikke alene løfter erhvervsuddannelser ud af mange års efterslæb.

- Det er en god begyndelse, men der skal mere til. Jeg ser frem til, at der også for eksempel skal kigges på mere praktik i folkeskolen, ændringer af regler for unge i fritidsjob med videre, siger han.

16/8 2023