Asbestdirektivet får næppe betydning i Danmark

Asbestdirektivet får næppe betydning i Danmark

Det fremgår af et såkaldt ’grund- og nærhedsnotat’ fra EU, at grænseværdien for asbest sænkes som et initiativ for beskyttelse mod farerne ved arbejdet med de farlige fibre. Danmark har allerede lavere grænseværdier for asbestfibre

Af Dan Bjerring
Christiansborg

EU-Kommissionen har i slutningen af sidste måned præsenteret Asbestdirektivet, der skal styrke arbejdstagernes ret til et højt niveau af beskyttelse af deres sundhed, sikkerhed på arbejdspladsen og at forebygge sygdom og død forårsaget af arbejdsrelateret kræft.

Kommissionen foreslår at skærpe grænseværdien for erhvervsmæssig eksponering af asbest fra 0,1 fibre/cm3 til 0,01 fibre/cm3.

Den danske grænseværdi blev pr. 1. januar 2022 skærpet fra 0,1 fibre/cm3 til 0,003 fibre/cm3, og forslaget forventes derfor ikke at ændre beskyttelsesniveauet i Danmark.

Grænseværdien skal længere ned
Regeringen støtter, at grænseværdien for erhvervsmæssig eksponering af asbest skærpes med henblik på at sikre en ensartet og bedre beskyttelse af arbejdstagere i hele EU mod eksponering for asbest.

Samtidig vil den danske regering vil aktivt støtte, at grænseværdien skærpes yderligere end de 0,01 fibre/cm3, som Kommissionen har foreslået.

- Udgangspunktet for den foreslåede lavere grænseværdi er blandt andet, at den videnskabelige og teknologiske udvikling har gjort det muligt at øge beskyttelsen i forhold til arbejdstageres udsættelse for asbest på arbejdspladsen. Den nuværende grænseværdi på 0,1 fibre/cm³ blev fastsat i 2003. Det er ikke muligt at fastsætte en nedre grænse for, hvornår asbest ikke længere er skadeligt, oplyses det i det danske notat.

Forbudt siden 2005
Siden 2005 har asbest været forbudt at importere, producere og anvende i EU. Asbest findes dog fortsat i mange bygninger, selv om det ikke længere anvendes generelt.

Risikoen for eksponering er hovedsagelig forbundet med håndtering af asbest og spredning af asbestfibre under bygge- og anlægsarbejder, eksempelvis i forbindelse med renovering og nedrivning.

Ifølge Kommissionens analyse er arbejdsrelateret kræft den primære årsag til arbejdsrelaterede dødsfald i EU, hvilket især hænger sammen med eksponering for kræftfremkaldende stoffer såsom asbest.

663 færre dødsfald
Det forventes, at forslaget betyder, at 663 tilfælde af kræft – blandt andet lungekræft og lungehindekræft - kan undgås i løbet af de næste 40 år.

De gennemsnitlige omkostninger pr. virksomhed over de næste 40 år vil dog ifølge analysen være lavere end 15 000 euro, og de vil sandsynligvis blive dækket af kunderne.
Det noteres i øvrigt, at en fælleseuropæisk grænseværdi samtidig kan være med til at sikre mere ens konkurrencevilkår i EU.

26/10 2022