Borgerforslag om asbest er stillet uden om fagbevægelsenSekretariatschef Gunde Odgaard fra BAT-kartellet

Borgerforslag om asbest er stillet uden om fagbevægelsen

Sekretariatschef Gunde Odgaard fra BAT undrer sig over, at forslagsstillerne ikke har fundet det umagen værd at rette henvendelse til 3F

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Der er - selvom sekretariatschef Gunde Odgaard fra BAT-kartellet godt forstår borgerne bag borgerforslaget til Folketinget om, at der nu skal gøres noget ved asbestproblemerne – ikke den store forventning i fagbevægelsen til, at borgerforslaget kan accelerere processen for strammere regler omkring asbest.

Han erkender, at det ikke er uden grund, at borgerne bag forslaget er ved at være utålmodige, på den anden side peger han også på, at de er ved at løbe ind ’i forvejen åben dør ind’:

- Det er godt, at folk bekymrer sig om asbest, og de pågældende personer har jo haft det meget tæt inde på livet. Så deres bekymringer er fuldt forståelige. Men borgerforslag som sådan er ikke altid nødvendigvis den måde, vi arbejder på. Det er nærmest aldrig, siger Gunde Odgaard.

Direkte kontakter til magthaverne
Han henviser til, at fagbevægelsen har den direkte kontakt til politikere, Arbejdstilsynet, Kræftens Bekæmpelse, Arbejdsmedicinsk Klinik og andre, der ved noget om - og arbejder med asbest:

- Det har vi jo arbejdet med de sidste 30 år, både herhjemme, på EU-niveau og i forhold til FN-systemet. Det er jo ikke noget, vi har fundet på, og jeg var ikke klar over, at der var et borgerforslag, før BygTek sendte det til mig. Det undrer mig lidt, at man ikke har henvendt sig til mig eller andre af mine kolleger i 3F. Der er heller ingen andre her i huset, der har hørt noget om det, siger Gunde Odgaard.

Politiske system er langsomt
BygTek peger på, at det politiske system og oftest virker meget langsomt, når det gælder om at føre intentioner ud i handlinger, men her heniser Gunde Odgaard til, at det politiske system i øjeblikket er helt lammet:

- Men der er nye ting i pipelinen omkring registrering, autorisation og uddannelse i forhold til håndtering af asbest. Og det er der også på EU-niveau. Der er fremskridt, men jeg kan godt forstå, man er utålmodig, og at man virkelig bliver frustrerede, når der flyver asbest ind over en børnehave. Det er noget fucking, forbandet svineri. Men hvis man havde haft nogen til at sanere den asbest med en autorisation og uddannelse, var det jo ikke sket. Og det er netop det, vi arbejder for. Men vi har intet imod, at folk tager et initiativ til et borgerforslag. Vi undrer os bare stadig over, at man ikke har spurgt os, siger BAT’s sekretariatschef.

Sanktion mod misbrug
Folkene bag forslaget peger også på behovet for skærpet straf til de pågældende, der overtræder reglerne, og her er Gunde Odgaard fuldstændig enig:

– Det har vi også med i vores arbejde. Hvis man har en autorisationsordning, og virksomheder anvender nogen, der ikke har autorisation, eller at man misbruger den autorisation, man har fået, skal der selvfølgelig være en sanktion. For vores skyld må det godt være under strafferetten, siger Gunde Odgaard.

De må selv henvende sig
BygTek spørger direkte Gunde Odgaard, om 3F og de pågældende borgere lige bør stikke hovederne sammen for at sikre, at der bliver indsamlet det nødvendige antal underskrifter for Borgeforslaget, men her peger Gunde Odgaard på, at 3F arbejder på en anden måde:

– Det undrer mig vildt, at hvis man har googlet asbest, og hvem der har ment noget om det igennem årene, burde de være nået frem til os. Det er dem, der har sat det i værk. Så de må henvende sig. Jeg har ikke på behov for at henvende mig til dem. Vi arbejder, som vi altid har gjort, og vi har haft en utrolig god dialog med Arbejdstilsynet og den fungerende beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, om asbest. Et bredt folketingsflertal mener, at der skal gøres noget ved problemet. Dem, der slår sig lidt i tøjret, er dele af arbejdsgiverne. Det er ikke alle dele af byggeriet, som mener, at der skal indføres en autorisation og uddannelse for at håndtere asbest, siger Gunde Odgaard.

Han understreger, at man i 3F og BAT-kartellet anser sig selv som professionelle lobbyister, der har opnået store fremskridt på asbest området.

Formidabel indsats fra Blik & Rør
Han peger også på, at ikke mindst formanden for ’Blik & Rør’ har gjort en formidabel indsats, ligesom blandt andre Kræftens Bekæmpelse:

- Men nu fik vi et folketingsvalg, og så venter vi på, at vi kan komme i gang igen. Hvis nogen vil lave et borgerforslag, er de da velkomne til det, men det er jo ikke vores borgerforslag. Det kan godt være, vi havde formuleret det anderledes, men vi har ikke været involveret i processen. Ingen har ment, det var umagen værd at ringe til os, så jeg ved ikke helt, hvad jeg forventes at skulle gøre slutter Gunde Odgaard.

Hvis du ikke har skrevet under på Borgerforslaget endnu, kan du bruge nedenstående link

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-12945&fbclid=IwAR2Rv0qisw2QF2IhkmAVptUjhiGqKk8AhsSAg8TNY7GHU6JF9Hfdf3q1HRE

6/12 2022