Konference: fra giftig jord til cirkulær økonomi
Byggebranchen har travlt, og det betyder pres på miljøet, da en tredjedel af alt affald stammer fra bygninger og anlæg - Så nu får miljøet et 360 graders eftersyn på Byggeriets Miljøkonference i Middelfart
Del artiklen påHenover to dage vil byggeriets eksperter og praktikere drøfte og udveksle erfaringer til glæde og gavn for miljøet. Det sker på Byggeriets Miljøkonference i Middelfart, hvor blandt andet cirkulær økonomi, jordforurening og nedrivning er på agendaen.
– Byggeriet tager ansvar for at aflevere fremtidens byggeri på en måde, der tager hensyn til miljøet. Det er tiltrængt, hvis vi skal undgå jordforurening, miljøfarlige stoffer og problematisk affald – og hvis vi skal sikre genbrug og upcycling og skabe tryghed om det byggede miljø fra opførelse, over drift til nedrivning og bortskaffelse, fortæller udviklingskonsulent Hanne Høeg Jensen, Molio - Byggeriets Videncenter.
Fokus på aktuelle udfordringer
På Byggeriets Miljøkonference stilles der således skarpt på en række af de meget aktuelle udfordringer, som på godt og ondt præger byggeriets offentlige dagsorden. Det er fx velkendt, at byggeriet spiller en central rolle i forhold til at levere bæredygtige løsninger og implementering af cirkulær økonomi i byggeriet i de kommende år.
– Der er mange politiske agendaer, som byggeriet er involveret i. På konferencen er der blandt andet fokus på de intentioner fra politisk side, branchen skal forsøge at efterleve. Der er en positiv miljøkultur på vej, pointerer Hanne Høeg Jensen, og supplerer med, at det i dag heldigvis hører til undtagelserne at skaffe sig en konkurrencefordel gennem snyd og omgåelse af miljøreglerne til skade for ikke bare miljøet, men hele branchens renommé.
- jhn
Fakta:
Byggeriets Miljøkonference foregår i HUSET Middelfart, torsdag og fredag den 8. og 9. november 2018.
Du kan se programmet og tilmelde dig her
Læs mere om Nedrivning & Miljøsanering