Sønderlemmende kritik af danske myndigheders radonnølen Danmarks radonfaggruppe pønser ifølge Jens Otto Kjær Hansen på at kontakte relevante politiske udvalg og gøre dem opmærksom på, at de ikke løfter deres ansvar.

Sønderlemmende kritik af danske myndigheders radonnølen

Det er ifølge Danvak og Dansk Radonforening begrænset, hvor meget myndighederne gør for at sætte fokus på bekæmpelse af radon, selv om der ifølge den vedtagne Radonhandlingsplan burde være igangsat adskillige initiativer

Af Daniel Christensen

Europæisk Radon Dag markeres 7. november mange steder i Europa, og i England starter en hel kampagneuge. Ideen er at gøre borgere, virksomheder og offentlige institutioner opmærksom på, at det er nødvendigt at tjekke radon-indholdet i boliger, på arbejdspladser og de steder, hvor børn, gamle og syge opholder sig.

Den Danske Radonhandlingsplan fastlægger også, at der skal ske en årlig, tilbagevendende markering af, at sæsonen for radonmåling er inde, netop med udgangspunkt i Den Europæiske Radondag. Men det har myndighederne forsømt, og de har heller ikke reageret på Det Internationale Atomenergiagenturs kritik af Danmark for manglende handling.

- Det er helt uforståeligt, at danske myndigheder kan slippe afsted med at lade være med følge den nationale radonhandlingsplan og ignorere Det Internationale Atomenergiagenturs åbenlyse kritik, siger bestyrelsesformand for Dansk Radonforening og formand for Danvaks Radonfaggruppe, Jens Otto Kjær Hansen.

- I Danmark forlanger vi ikke, når folk skal sælge et hus, at det så er dokumenteret, hvor meget radon der er. Knap 40 % af dem, der køber huse, der er bygget inden 2020, risikerer at ende med en regning på over 50.000 kr. for at bekæmpe radon uden at ane det. Når man handler hus i Norge, skal der laves en radonrapport, så der afsætter man hver gang et beløb til, hvis der er et problem. I England og Sverige er det lovpligtigt at måle på arbejdspladser, så man sikrer sig, at medarbejdere ikke bliver ramt, tilføjer han.

Har fejet det under gulvtæppet
Jens Otto Kjær Hansen henviser til en ny rapport fra Aalborg Universitet, der er baseret på den mest omfattende undersøgelse i Danmark hidtil. Den viser, at 39 % af danske énfamiliehuse, kæde- og rækkehuse opført før 2020 har for højt radonindhold i indeluften. Den viser også, at der i gennemsnit er dobbelt så meget radon i danske boliger som vist i de mere end 20 år gamle undersøgelser, som myndighederne baserer sig på. Endelig viser det, at ingen egne af Danmark går fri.

- De nøgterne tal burde få alle op af stolene. Måske højst 20.000 ud af 1,2 mio. énfamiliehuse, kæde- og rækkehuse i Danmark er blevet tjekket for radon. Det er under 2 %. Så er der alle de steder, hvor børn, gamle og syge opholder sig. Ingen holder øje med, om radonindholdet bliver tjekket der, siger Jens Otto Kjær Hansen.

- Det er mærkeligt, at Danmark forholder sig helt passivt sammenlignet med andre lande i Nord- og Vesteuropa. I Danmark tager man udgangspunkt i en 20 år gammel undersøgelse, der viser, at der ikke er et problem med radon. Men nyere undersøgelser - både danske og internationale - har jo siden vist, at problemet er meget større, end man går og tror. I Danmark siger arbejderbeskyttelsesloven, at det er arbejdsgivernes pligt at sørge for, at der ikke er over 100 becquerel per m3. Men den siger intet om, at de skal måle det eller rapportere det. I Danmark tager vi så let på det her. Myndighederne har fejet det under gulvtæppet, tilføjer han.

Ejendommeligt
Den internationale atomenergikommission har været på besøg i Danmark og lavede efterfølgende en rapport, der kom ud tidligere på året. I rapporten kritiserer kommissionen, at Danmark forsømmer at måle på arbejdspladser, når nu EU-reglerne siger, at det har myndighederne pligt til.

- De peger på, at der i Danmark aktuelt ikke er en gældende handlingsplan for radon. Det var der engang, men den er udløbet, og den blev i øvrigt ikke fulgt alligevel. Ifølge den forældede handlingsplan skulle myndighederne i uge 45 have lavet en kampagne. Men de rører ikke en finger, siger Jens Otto Kjær Hansen.

- Det er ejendommeligt, at familier og ansatte i Danmark skal finde sig i, at der ikke bliver tjekket efter radon på arbejdspladser, i børneinstitutioner, på sygehuse og på bosteder. At man bare kan slippe afsted med at sige, 'Vi tror ikke, der er et problem'. Det er utroligt, tilføjer han.

3/1 2023