Stor nedrivning baner vejen for 110 nye boliger i Nykøbing Falster
Kingo Karlsen skal stå for nedrivning og jordhåndtering i forbindelse med opførelsen af 110 almene boliger i det kommende boligkvarter Schillers Parken i Nykøbing Falster. Dermed er en egentlig startdato for byggeriet rykket nærmere
- Med kontrakten om nedrivning og jordhåndtering er vi nået en vigtig milepæl i byggeprojektet. Jeg er virkelig glad for, at vi snart kan se aktivitet på byggegrunden ved Schillers Maskinfabrik.
Sådan siger Anita Ulrik Sørensen, der er direktør for Boligselskabet Fjordparken. Selskabet har netop indgået en kontrakt med nedbrydningsfirmaet Kingo Karlsen, som skal stå for nedrivning og jordhåndtering i forbindelse med opførelsen af 110 almene boliger.
Der er dermed tale om et stort, alment byggeri, og undervejs er der en lang godkendelsesfase med forskellige myndigheder og en række kontrakter, der skal indgås, før boligerne kan stå klar.
- I november skulle vi gerne have kontrakten på nybyggeri og landskab klar, og så skal skema B godkendes af blandt andre kommunen, som det jo er procedure ved opførelsen af almene byggerier, siger Anita Ulrik Sørensen.
Guldborgsund Kommune godkendte i sommeren 2021 det såkaldte skema A, der omhandler finansieringen af projektet.
Planen er, at byggeriet går i gang i februar næste år, når Kingo Karlsen begynder jordarbejdet, og derefter følger en ca. 18 måneder byggefase.
Budget på 233 millioner
Også formand for Boligselskabet Fjordparken, Jimmy Frisenberg, ser frem til, at første spadestik kan tages.
- Vi har en venteliste på 450 personer til Schillers Parken. Og 300 af dem er aktive medlemmer, der altså er klar til at flytte ind, når boligerne er klar. Så behovet er der tydeligvis, siger han.
De 110 boliger kommer til at bestå af rækkehuse i et og to plan og tre boligblokke på tre en halv etage med lejligheder. På etageblokkene opsættes solceller i samme farve som tagbelægningen.
Det nye boligområde kommer til at bestå af både almene og private boliger. De private boliger skal bygges efter Schillers Parken, men hvornår vides endnu ikke.
- Vi får et nyt kvarter i Nykøbing Falster i et område, der allerede er etableret, og som ligger tæt på både skov, indkøb, institutioner og fritidsaktiviteter, siger Jimmy Frisenberg.
Det samlede budget er på 233 mio. kr., og arkitekt- og ingeniørvirksomheden Sweco er valgt til totalrådgiver på projektet, mens Boligkontoret Danmark, der er et alment administrationsselskab, er valgt til byggeforretningsfører. Friis Andersen er valgt til byggeledelse på udførelsen.
-dc