Bygma Red Week
scroll
Andelsboliger er ikke fast ejendom

Andelsboliger er ikke fast ejendom

Derfor har andelshaver ikke mulighed for at optage realkreditlån til erhvervelsen af andelsboligen

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Folketingsmedlem Carl Andersen (LA) har bedt social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersenen oplyse, om hun er indstillet på at gøre det muligt at optage realkreditlån i andelsboliger. Han henviser til, at EU’s Kapitalkravsforordning tillader en ordning for finske ”aktielejligheder”, som minder om de danske andelsboliger.

Ministeren peger i sit svar på, at andelsboligforeningen, der ejer ejendommen, kan optage realkreditlån ved erhvervelsen af ejendommen eller senere:

- Andelshaveren ejer ikke ejendommen, men ejer derimod en andel i foreningen. Som en del af andelshaverens medlemskab, har andelshaveren en eksklusiv ret til at bebo en bestemt andelsbolig.

- Andelsboligforeningsloven indeholder ikke regler, der regulerer den enkelte andelshavers låneoptag i forbindelse med erhvervelsen af andelsboligen, lyder det fra ministeren.

Ingen aktuelle planer
Ministeren bemærker, at ”Udvalget om finansieringsregler for andelsboliger” i en rapport fra juni 2022 konkluderede, at ”andelsboliger ikke er fast ejendom”, og at andelshaver derfor ikke har mulighed for at optage realkreditlån til erhvervelsen af andelsboligen:

- Udvalget behandlede ikke en ændring heraf. Jeg har derfor ikke aktuelt planer om at undersøge, hvorvidt det vil være muligt at lave en konstruktion, hvor andelshavere kan optage realkreditlån, selvom de ikke ejer ejendommen.

- Ligesom jeg ikke har taget stilling til, hvorvidt en sådan løsning ville være gavnlig. Afslutningsvist bemærker jeg, at reglerne om låneoptag, herunder realkredit, henhører under Erhvervsministeriet, slutter Sophie Hæstorp Andersen.

Læs mere om boligforeninger på vores søster medie ByensBoligforeninger.dk

17/9 2024