Anlæg med grøn energi langs statsvejeneFoto: Vejdirektoratet

Anlæg med grøn energi langs statsvejene

Transportminister Thomas Danielsen (V) har besluttet, at man med øjeblikkelig virkning kan bygge grønne energiprojekter tættere på statsvejene

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Enorme områder langs det danske vejnet kunne anlægges med eksempelvis solenergianlæg, og står det til transportminister Thomas Danielsen (V) skal det være lettere at bruge disse arealer til grøn energi.

Derfor har han nu åbnet for, at de såkaldte vejbyggelinjer ikke skal stå i vejen for eksempelvis solceller, hvis der ikke er planer om vejudvidelser.

- Vejbyggelinjerne sikrer, at der netop er plads til eventuelle fremtidige udvidelser af vejene. Derfor bør de som udgangspunkt kun forhindre anlæg i vejbyggelinjer, hvor der er planer om at udbygge vejene, lyder det fra ministeren.

Vejbyggelinierne ligger i vejen
Der er i alt omkring 4.000 kilometer statsveje, hvor der på en stor del af dem i dag er reserveret vejbyggelinjer på mellem 10 - og 60 meter alt efter vejtype og historik.

Her må der i dag ikke bygges anlæg, som vil karambolere med en eventuel fremtidig vejudvidelse.

Det laves der om på nu.

Transportminister Thomas Danielsen har besluttet, at ordningen træder i kraft dags dato.

13/11 2024