Arbejdstilsynet hverken kan eller skal undersøge alle arbejdsulykker

Arbejdstilsynet hverken kan eller skal undersøge alle arbejdsulykker

Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen registreres der flere end 45.000 arbejdsulykker om året med mere end én dags sygefravær

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Folketingsmedlem Torsten Gejl fra Alternativet har bedt beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) forklare, hvorfor Arbejdstilsynet ”tilsyneladende undlader at under søge en stor andel af meget alvorlige arbejdsulykker, hvor tilskadekomne eksempelvis mister dele af deres fingre eller får alvorlige kranieskader.

Samtidig vil han vide, om det er ministerens opfattelse, at det er muligt at forbedre tilsynet med danske arbejdspladser i forbindelse med alvor lige arbejdsulykker.

45.000 arbejdsulykker årligt
Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen registreres der flere end 45.000 arbejdsulykker om året med mere end én dags sygefravær.

Hun fastslår samtidig, at der sker alt for mange arbejdsulykker – også alvorlige arbejdsulykker, og derfor har ulykkesområdet høj prioritet i Arbejdstilsynet.

Det gælder forskellige typer af tilsyn, ulykkesundersøgelser, undersøgelse af akutulykker og andre virkemidler:

- Samtidigt er det væsentligt at bruge Arbejdstilsynets ressourcer dér, hvor der er størst potentiale for forebyggelse og dér, hvor der har været alvorlige overtrædelser af Arbejdsmiljøloven, oplyser ministeren.

Ingen forudsætning for erstatningssag
Samtidig slår hun dog fast, at Arbejdstilsynet ”kan og skal ikke” undersøge alle arbejdsulykker:

- I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at det heller ikke er en forudsætning for at rejse en sag om erstatning i forbindelse med en arbejdsskade, at der foreligger en afgørelse fra Arbejdstilsynet, forklarer beskæftigelsesministeren.

Hun noterer i sit svar også, at der i 2023 blev afsat 31,2 millioner kroner over fire år til en handlingsplan med det formål at reducere risikoen for arbejdsulykker - herunder ulykker med alvorlige konsekvenser samt dødsulykker.

Flest arbejdsulykker
Som led i handlingsplanen er der nedsat en ekspertgruppe, som har til formål at analysere og samle ny viden om forskellige emner, der kan være med til at forebygge alvorlige arbejdsulykker.

Derudover igangsætter Arbejdstilsynet helhedsorienterede indsatser i blandt andet bygge- og anlægsbranchen, der er blandt de tre brancher med flest dødsulykker, og hvor der samtidig er en høj forekomst af arbejdsulykker.

31/10 2024