Isover
scroll
Danskerne tjente i gennemsnit næsten 400.000 kroner sidste år

Danskerne tjente i gennemsnit næsten 400.000 kroner sidste år

Ifølge Danmarks Statistik udgjorde den samlede indkomst før skat i 2023 i gennemsnit 395.500 kroner pr. person i alderen 15 år og derover

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det svarer til en stigning på 6,3 procent i den gennemsnitlige indkomst før skat i forhold til 2022, hvor den var 371.900 kroner. Det er den største relative stigning i gennemsnitsindkomsten på årsbasis før skat i 30 år.

Korrigeret for inflationen på 3,3 procent i 2023 steg realindkomsten pr. person i 2023 med 3,0 procent i forhold til året før. I 2022 faldt realindkomsten grundet høj inflation med 6,9 procent.

Nedtur på finansielle markeder afløst af godt år
Årsagen til den høje stigning i den gennemsnitlige samlede indkomst pr. person før skat i 2023 skal ses i lyset af et særdeles godt år på de finansielle markeder i 2023.

Den gennemsnitlige formueindkomst før skat steg med 10.700 kroner fra 13.900 kroner i 2022 til 24.600 kroner i 2023, svarende til en relativ stigning på 77 procent Udviklingen i 2023 kommer efter et markant relativt fald på 29 procent i formueindkomsten i 2022.

Formueindkomsten dækker primært over renteindtægter og aktieindkomster.

Erhvervsindkomsten steg 3,8 procent
Erhvervsindkomsten steg samlet set i gennemsnit fra 265.500 kroner i 2022 til 275.500 kroner i 2023, svarende til en relativ fremgang på 3,8 procent, målt i løbende priser.

Det var især lønindkomsten, der med en stigning på 10.100 kroner til 255.900 kroner i 2023 eller 4,1 procent bidrog mest, mens virksomhedsoverskud for selvstændige var uændret i forhold til 2022 og i gennemsnit udgjorde 18.600 kroner pr. person i alderen 15 år og derover i 2023.

Overførselsindkomster steg også
Offentlige overførselsindkomster steg samlet set i gennemsnit fra 64.200 kroner i 2022 til 66.500 kroner sidste år. Det svarer til en relativ stigning på 3,6 procent.

Indkomst fra de offentlige pensioner steg med 2.000 kroner til 42.700 kroner i gennemsnit i 2023, svarende til 4,9 procent.

Indkomst fra arbejdsløshedsdagpenge steg især som følge af en stigning på 10.300 personer, der modtog ydelsen, fra i gennemsnit 2.500 kroner i 2022 til 2.900 kroner i 2023 pr. person i alderen 15 år og derover - en stigning på 16 procent

65-69 årige får trediedel af indkomst fra løn
Lønindkomstens andel udgør omkring 65 procent af den samlede personlige indkomst før skat for alle personer i alderen 15 år og derover.

For personer i eller tæt på pensionsalderen falder lønindkomstens bidrag til den samlede indkomst, men den har været stigende igennem de senere år, og det er en udvikling, der for alvor startede allerede fem år før, at folkepensionsalderen blev forhøjet første gang med et halvt år i 2019 til 65½ år.

For 65-69-årige udgjorde lønindkomstens andel af den samlede indkomst før skat således i 2013 i gennemsnit lidt under 20 procent af den samlede indkomst før skat, hvor den i 2018 var steget til 24 procent I de seneste to år har lønindkomst udgjort omkring 34 procent af den personlige indkomst for 65-69 årige.

Klar reallønsfremgang
Cheføkonom i Brancheforeningen Aktive Ejere, Bo Sandberg, bemærker, at den gennemsnitlige indkomstfremgang før skat på flotte +6,3 procent, hvilket klart overgik 2023-inflationen på 3,3 procent - altså en klar reallønsfremgang.

Han peger på, at 2020 var et ekstremt corona-år, som dog var præget af kompenserende foranstaltninger som ekstraordinære udbetalinger af feriepenge og særligt pensionsbidrag:

- 2021 var præget af kraftigt økonomisk comeback ovenpå corona og fortsat med kompensationsordninger i kraft. 2022 var til gengæld præget negativt af både den voldsomme uventede inflation på 7,7 procent, af negative afkast på aktiemarkederne, men også af udfasning af corona-kompensationerne.

- Det er på den baggrund, den pæne indkomstfremgang i det lidt mere ”normale” højkonjunktursår 2023 skal ses, siger cheføkonomen i Aktive Ejere.

Godt år på finansielle markeder
Indkomstfremgangen pr. person før skat i 2023 skal ifølge Bo Sandberg ses i lyset af et godt år på de finansielle markeder i 2023.

Den gennemsnitlige formueindkomst før skat steg fra 13.900 kroner i 2022 til 24.600 kroner i 2023, svarende til en stigning på 77 procent. Formueindkomsten dækker primært over renteindtægter og aktieindkomster:

- Det er naturligvis en indtægtspost, der svinger meget fra år til år og fra person til person – men samtidig er det et billede på det positive samfundsbidrag, som privat kapital og risikovillige investeringer giver tilbage til danske investorer og helt almindelige lønmodtagere via vores pensionsopsparinger, siger Bo Sandberg.

18/9 2024